Sammen med en håndfuld tekstforfattere skabte Bernstein i 1956 operetten ”Candide” bygget over Voltaires vittig-ironiske novelle af samme navn fra 1758. Opnåede selve operetten ikke helt den ønskede succes, blev ouverturen til gengæld lige fra starten hyldet som den perfekte ”curtain raiser” - et direkte ekko af al den energi, vid og sarkasme, som Voltaires novelle rummer. Med sit næsten overstyrede humør, sin rapsodiske form og indsmigrende melodier viser Bernstein her, hvor mesterligt han formår at forene ”klassisk” musik og populærmusik.
Februar 2016