Brahms boede i 1854 hos familien Schumann og arbejdede på en klaversonate og en symfoni. De to værker smeltede efterhånden sammen til ét værk, en klaverkoncert, som blev færdig i 1859. Koncerten blev uropført i Hannover med den 25-årige komponist som solist og Joseph Joachim som dirigent. Her blev den modtaget høfligt, men uden begejstring, hvorimod en opførelse i Leipzig fem dage senere faldt helt igennem og blev mødt med hujen og piften. Publikum forventede en solokoncert i stil med Beethoven og Chopin med orkestret diskret i baggrunden, men Brahms ønskede et mere integreret værk, faktisk en symfoni med klaveret som ét blandt mange instrumenter i orkestret. Han var meget bedrøvet over den negative modtagelse, specielt fordi han slet ikke så sig selv som en utilgængelig avantgardist. Koncerten var heller ikke populær blandt samtidens pianister, som fandt den for svær, samtidig med at de ikke blev fremhævet som virtuose solister. Mange har set hans forhold til Schumann-familien afspejlet i koncerten: de kaotiske, stridbare og abrupte elementer kan hidrøre fra Robert Schumanns selvmordsforsøg i 1854, og den poetiske nerve kan være udtryk for Brahms’ undertrykte kærlighed til Clara Schumann.
November 2006