-
Un poco sostenuto -
Allegro
- Andante sostenuto
- Un poco allegretto e grazioso
-
Adagio
- Piu andante
- Allegro non troppo, ma con
brio
Johannes Brahms var sent ude som symfoniker. Hans første symfoni var 20 år undervejs og hans mange udkast endte i flere tilfælde som andre værker. I et brev har Brahms selv fortalt hvor svært det var at skrive en symfoni, når han hele tiden kunne høre en kæmpe gå bag sig – kæmpen var Beethoven. Den lange tilblivelse skyldtes ikke kun respekten for det symfoniske forbillede, men også en møjsommelig arbejdsproces, hvor Brahms forsøgte at kombinere wienerklassikkens klarhed med romantikkens friere former og udtryk.
I Wiens musikkredse udkæmpedes deciderede fejder, hvor Brahms blev stillet op som ideal og modsætning til ”nytyskerne” Liszt og Wagner med deres respektive programmusik og revolutionerende musikdramaer. Først i 1876, da Brahms var 43 år, så 1. symfoni dagens lys og tidens store dirigent Hans von Bülow betegnede det nye værk som ”Beethovens 10. symfoni”.
1. sats lægger ud med markant tyngde med vedholdende paukeslag og i satsens hurtige hoveddel er musikken præget af abrupte spring, som giver den et konfliktfyldt udtryk. Den skønhedsmættede anden sats er symfoniens store hvilepunkt og præges af soloer i obo og violin. En flydende, pastoral stemning slås an med 3. satsens klarinetmelodi, men musikken præges mere og mere af en rastløs understrøm, som giver musikken en scherzolignende karakter. 4. sats indledes dystert og søgende ligesom i symfoniens begyndelse. En stor hornsolo efterfulgt af en solofløjte indvarsler mere forsonende toner og samler orkestret til en stor, fælles hymneagtig melodi, som præger satsen og fører den til en triumferende slutning i lysende C-dur!
Maj 2008