Brahms står i musikhistorien som en af de helt store symfonikere, men han kom først sent i gang med genren. Det skyldtes følelsen af utilstrækkelighed, når han hele tiden kunne høre en kæmpe gå bag sig. Kæmpen var Beethoven. Da han endelig færdiggjorde sin første symfoni som 43-årig i 1876 efter at have skrevet på den i over 20 år, mestrede han til gengæld symfoni-genren til fulde, og der er ikke nogen egentlig udvikling at spore igennem hans fire symfonier. De er alle fuldbårne mesterværker. Symfoni nr. 2 blev komponeret sommer og efterår 1877 og uropført i december samme år. Brahms skrev i et brev, at der var tale om et meget dystert værk. Partituret skulle have sort sørgerand, og musikerne skulle spille med sort armbind. Brahms var givetvis ironisk, for symfonien er den mest lyse og pastorale af de fire. Dog er Brahms’ musik altid flertydig, og også i Symfoni nr. 2 kan man finde indadvendte og rugende elementer.
November 2006