Symfonien er skrevet i 1883. Allerede førstesatsens to indledende akkorder, som tårner sig op før strygerne præsenterer det passionerede hovedtema, vidner om en komponist, som afprøver grænser. Den bestandige vekslen mellem dur og mol skaber spændinger og der kredses rundt om tonerne F, A og E. Hermed signalerer Brahms, at denne musik er dybt personligt tænkt, idet disse toner danner bogstavkombinationerne f-a-e og f-a-f, som står for hhv. ”Frei aber einsam” og ”Frei aber froh”, (Fri men ensom og Fri men lykkelig) - to levesætninger for Brahms, som kommer til udtryk i symfoniens 1. sats i dens vekslen mellem stemninger af ensomhed (indadvendt refleksion) og lykke (optimistisk frembrusen).
2. sats indledes med en enkel, næsten folkelig melodi i klarinetten og lægger grunden til en musik, hvis grund-stemning er lys og åben, men hvor også mørkere farver trænger sig på.
3. sats er nok Brahms’ mest elskede symfonisats (brugt i filmen ”Aimez-vous Brahms?” (Holder De af Brahms)). Dens enkle melodik og stille vemod vandrer gennem orkestrets soloinstrumenter og samler sig til slut i et fælles udsagn.
Sidste sats er dramatisk og splittet med heftige udbrud efterfulgt af mere rolige afsnit. De mange løse ender bindes sammen med stort mesterskab og til sidst sætter messing-blæserne ind med en smuk hymne, der maner til ro. Brahms slutter ringen ved at lade hovedtemaet fra 1. sats få det sidste ord, mens satsen dør stille ud.
Februar 2010