Brahms: Symfoni nr. 4 I sin samtid blev Brahms ofte fremhævet som repræsentant for den ”absolutte” musik, ja blev ligefrem anset for reaktionær, i modsætning til de ”nytyske” komponister Liszt og Wagner. Brahms følte selv et åndeligt slægtskab med Beethoven og den klassiske symfoniform. Det var klarheden og beherskelsen, de store linjer og den logiske konstruktion, som fascinerede ham. Alligevel kan Brahms ikke anses som ren ”klassisk” komponist: gennem sit nære venskab med Robert og Clara Schumann udviklede han en sans for netop musikkens poetiske dimensioner og han nærede desuden en dyb interesse for Lied’en og for tysk digtekunst og poesi. Begge dele kom til at præge mange af hans værker. Brahms blev snarere den, der opsamlede og sammensmeltede tidligere stilepokers resultater til en personligt farvet syntese. Hos Beethoven fandt han normerne for musikalsk formbehandling, hos Bach den polyfone dimension og i renæssancens kormusik fandt han inspiration i den kirketonale harmonik - alt sammen ting, Brahms arbejdede med. De i alt fire symfonier er rygraden i Brahms’ orkestermusik. 4. symfoni blev komponeret i 1884-85 og regnes for kulminationen af hans symfoniske skaben. Musikken er mørkfarvet og fortættet med en resignerende og pessimistisk grundstemning. Det er alvorsmanden Brahms, som taler gennem denne musik. I sine senere år var han præget af en bekymret ansvarsbevidsthed overfor arven fra sine musikalske forgængerne og som samfundsborger så han med afmagt på den stigende imperialisme og militarisme, som prægede kejsertidens Tyskland med indre social elendighed og undertrykkelse til følge.
Brahms ledede selv uropførelsen i oktober 1885 i Meiningen, men både denne og senere opførelser vandt ikke rigtig genklang. Først i 1897, kort før Brahms’ død, vandt symfonien fuld anerkendelse i Wien.
1. sats begynder med et langt udspundet, resigneret tema, som i videreførelsen intensiveres. Sammen med et rytmisk markant, fanfarelignende motiv i blæserne og et efterfølgende sangbart tema i celloer og horn udgør de satsens tematiske materiale, som kunstfærdigt kombineres og omdannes og bringer satsen til en dramatisk afslutning. Den elegisk udspundne
2. sats følges af en trodsig, nærmest dæmonisk scherzo – den eneste, Brahms har skrevet i sine symfonier. Brahms opgav at skrive en traditionel symfonisk finale til fordel for en stort anlagt variationssats, en kunstfærdigt opbygget og dramatisk passacaglia – en af baroktidens yndede variationsformer. Temaet præsenteres lige fra starten i blæserne: 8 toner i et stigende forløb med en afrunding. Temaet gentages igennem 30 variationer i forskellige musikalske og instrumentale iklædninger, nogen gange hørbart, andre gange gemt i harmoniernes og instrumentationens farverigdom. Den formstrenge finalesats spændes op til en tragisk-elegisk kulmination.
Oktober 2016