Den 4. Symfoni (1874, 1878-80) var den første af Bruckners symfonier, som blev modtaget med succes. Wiener Filharmonikerne afviste den 1. som ”vild”, den 2. som ”nonsens” og ”uspillelig” og den 3. som ”uopførbar”. Den 3. blev dog spillet, men var en fiasko. Bruckner havde også vanskeligheder med at få den 4. opført. Efter at have fået den afvist i Wien brugte han megen energi på at gøre udenlandske orkestre interesseret i værket. En af Bruckners bekendte, en berlinsk kritiker, forsøgte at promovere symfonien i Berlin, men også dette mislykkedes.
Typisk for den usikre og tvivlende Bruckner mente han, at grunden til de mange afvisninger skulle findes i symfoniens utilstrækkelige kvalitet. Han gav sig derfor til at revidere værket flere gange frem til den endelige uropførelse i Wien den 20. februar 1881.
Titlen ”Den romantiske” knytter sig specielt til 1. sats, som Bruckner selv beskriver således: ”Middelalderlig by – morgendæmring – fra bytårnene lyder morgenvækningen – portene åbnes – på en stolt hest springer en rytter ud i det fri – skovenes tryllerier lukker dem inde – skovsuset – fuglesang.” Hele symfonien er dog gennemsyret af naturromantik og påvirkning direkte fra Wagner, hvem Bruckner beundrede meget. Satsen begynder med tremolo i strygerne, hvorpå hornet – det mest ”romantiske” instrument – sætter hovedtemaet an: en kvint ned og op igen. Temaet udvikles hen til den typisk Brucknerske figur: to fjerdedele og en triol. Satsen har en dramatisk opbygning, der leder tankerne hen på en opera af Wagner: Stigninger mod dramatiske kulminationer og afmatning derefter. I modsætning til 1.satsens sonateform har 2. sats form af en symmetrisk bue. Den indledes af en Schubert-agtig march-rytme, som fører over i det elegiske hovedtema, spillet af celloerne. Bruckner har selv givet følgende karakteristik: ”En forelsket ung mand vil klatre ind ad vinduet til sin elskede, men bliver ikke inviteret.” 3. sats indeholder blandt andet et jagttema og en ”Ländler”, dvs. en østrigsk folkedans. Her hører vi igen ”Bruckner-rytmen” (2+3). I finalesatsen bliver der bygget op til et klimaks allerede fra start. Selve hovedtemaet, bredt ud i hele orkestret, er en voldsom energiudladning og indeholder så mange musikalske ideer, at der er nok til en meget længere sats. Bruckner selv havde ingen kommentarer til finalen. Efter alle revisionerne kunne han ikke længere huske, hvad han oprindelig havde forestillet sig med satsen.
April 2006