Bruckners 7. symfoni
blev uropført i Leipzig og senere i München med overvældende succes. Selv i
Wien, hvor man hidtil kun havde betragtet ham som en ”komponerende organist”,
vakte symfonien opsigt.
Ligesom de fleste Brucknersymfonier er den stort anlagt. Alene det indledende hovedtema i 1. sats strækker sig i lange buer over hele 48 takter. Grundkarakteren er søgende og reflekterende, men dog lys og optimistisk. Som kontrast hertil står 2. sats, som ifølge Bruckner selv er komponeret under forudanelse af Wagners død i 1883 og i tiden herefter. Til denne ”sørgemusik” har Bruckner tilføjet 4 Wagnertubaer – et instrument som Wagner fik konstrueret til sin operatrilogi ”Nibelungens ring”: et slankt messinginstrument, nærmest en blanding af en tuba og et waldhorn. Satsen bygger i lange, rolige forløb op til et vældigt klimaks, mens Wagnertubaerne runder satsen af i en gribende afskedsmusik.
3.sats, scherzo, rummer derimod en mere folkelig, ja nærmest humoristisk
tone. Mellemstykket, ”triodelen” ligger tæt op ad enkel, østrigsk folkemusik.
Også sidste sats er optimistisk i sin karakter, hvor to kontrasterende temaer
præsenteres og hvor begge til sidst runder symfonien af i lysende glans.
November 2015