Det er ikke uden grund at Niels W. Gades (1817-90) Elverskud fra 1854 har kunnet hævde sig frem til vore dage. Denne kantate-agtige 'Ballade efter danske folkesagn' for soli, kor og orkester er et hovedværk i dansk romantik, suverænt formet og trods det nationale emne ikke alt for sentimentalt. Værkets hovedperson er folkevisernes Hr. Oluf, der aftenen før sit bryllup drages af Elverfolket og rider ud i skoven under dække af at ville invitere endnu en gæst. Forinden synger han den berømte Ballade om sin splittelse mellem pligten og det erotiske, mellem kultur og natur. Ved højen danser elverpigerne for ham og Elverkongens datter søger at lokke ham - men ender med at såre ham dødeligt, da han ikke giver efter for hende. Derhjemme oprinder festdagen med den vidunderlige Morgensang, gæsterne er forventningsfulde, Hr. Olufs mor derimod fyldt af bange anelser. Og ganske rigtigt: Hr. Olufs hest kommer tilbage, skræmt fra vid og sans, og selv dukker han op for at dø for øjnene af skaren.