Carl Nielsens (1865-1931) orkesterstykke Sagadrøm fra 1907 spilles ikke så ofte mere, selv om det på flere måder hører til komponistens mest originale værker og i øvrigt var ét af hans egne yndlinge. Det er enestående i produktionen ved at være meget nært knyttet til et litterært forlæg - nemlig afsnittet i Njals Saga om Gunnar fra Hlidarende, der var så nært knyttet til sit Island at han trodsede en landsforvisning og blev fredløs. Stykkets titel henviser til sætningen »Nu drømmer Gunnar, lad ham nyde sin drøm i fred«. Den både vildtvoksende og uforstyrrede drømmeverden sættes i musik i en berømt passage, der som én af de allerførste gange i musikhistorien benytter en slags 'optisk notation': træblæsere, klokkespil og violiner spiller nogle improvisations-lignende toneranker uden fælles puls, alene på dirigentens indsatser. Men mest fremsynet var måske slutningen, med dens moderne og næsten kaotisk virkende sammensmeltning af de musikalske ideer.