ELGAR OG "ENIGMA-VARIATIONERNE"

Edward Elgar(1857-1934) skrev i sine yngre år en række mindre kor- og orkesterværker, sange og kammermusik uden rigtig at slå igennem. Desuden ernærede han sig ved undervisning i klaver og violin og som dirigent for diverse orkester og kor-"societies" på sin hjemegn Malvern i Midtengland. 11898 komponerede han på kort tid "Variations on an Original Theme", opus 36 med undertitlen "Enigma". Værket blev uropført året efter og det blev Elgars gennembrud som komponist, både i England og på kontinentet. Herefter fulgte hastigt efter hinanden værker, som endegyldigt slog hans navn fast som Englands betydeligste komponist: oratoriet "The Dream of Gerontius" (1900), de fem "Pomp and Circumstance"-marcher (1901-07...), to symfonier (1908 og 1911) og cellokoncerten (1919).

Men med Enigma-variationerne startede en kædereaktion af spørgsmål. For hvorfor "Enigma"? Hvorfor "gåde”? Allerede i programnoten ved uropførelsen antydede Elgar flere "gåder":

"It is true that I have sketched for their amusement and mine, the idiosyncracies of fourteen of my friends, not necessarily musicians; but this is a personal matter and need not have been mentioned publicly. The Variations should stand simply as a piece of music. The Enigma I will not explain - its "dark saying" must be left unguessed ...; further, throutgh and over the whole set another and larger theme “goes", but is not played.... So the principal theme never appears, even as in some late dramas. ...the chief character is never on stage."

I første række var det dog de initialer eller tilnavne, som står som overskrift ved hver af de i alt 14 variationer, der tiltrak sig interesse. Da værket blev en succes og blev spillet videnom, voksede nysgerrigheden omkring de karakteriserede personer. Hvem var de? Hvordan var Elgars forhold til dem og hvad ville han fortælle? De fleste personer vidste godt, de havde fået hver "deres" variation. Dels hørte de til Elgars faste omgangskreds i det lille samfund i Malvern, dels er det sandsynligt, at Elgar har indhentet deres tilladelse for ikke at sætte venskaberne overstyr. Men først i 1928 lod Elgar sig overtale til at "afsløre" navnene bag initialerne. Det gjorde han i et lille skrift med titlen "My friends pictured within".

Ved hjælp af Elgars egne samt andre samtidige udsagn - suppleret med senere oplysninger - fremstår værket således:

TEMA: Det tema, som bearbejdes, kan deles i tema A og tema B. Begge temaer høres - i mere eller mindre ændret form - igennem de fleste af variationerne. Først det elegiske A-tema i mol, som ifølge Elgar selv udtrykker "den skabende kunstners ensomhed". De fire første toner synes metrisk at gengive navnet "Ed-ward El-gar":

Derefter B-temaet i roligt opadstigende dur:

VARIATIONER:

1. C.A.E. (Caroline Alice Elgar - komponistens hustru).

Variationen er en direkte forlængelse af (Elgar)-temaet og beskriver Elgars kærlighed til sin hustru i en musik "…with what I wanted to be romantic...". Alice støttede og opmuntrede Elgar i hans komponistvirksomhed, ikke mindst i de svære år inden han slog igennem. Hun døde i 1920.

2. H.D.S.-P. (Hew David Steuart-PoweIl)

Steuart-Powell var pianist og en af Elgars tidlige venner. Sammen med B.G.N. (var. 12) spillede han trio med Elgar, som spillede violin. Hans karakteristiske opvarmningsøvelser hrwmben over tangenterne har Elgar humoristisk beskrevet her

3. R.B.T. (Richard Baxter Townsend)

En noget ekcentrisk scholar og golf-ven, som bl.a. vakte opsigt ved at køre rundt på en trehjulet cykel. Hans stemme lå i et meget højt leje. Ved en amatørteaterforestilling spillede han en gammel mand, som skulle tale med dyb stemme. Det lykkedes dog ikke helt og hans stemme slog - til publikums morskab - hele tiden over i falset (dyb fagot og høj obo).

4. W.M.B. (William Meath Baker)

Baker  med tilnavnet "Squire" - var den perfekte vært og elskede at arrangere selskaber v.h.a. lister og tidsskemaer. Denne variation blev Elgar inspireret til efter at den dynamiske Baker - for sine undrende gæster - nøje havde forkyndt festens forløb, hvorefter han styrtede ud og smækkede døren efter sig. Takt 15-24 antyder gæsternes kærligt-drillende kommentarer.

5. R.P.A. (Richard Penrose Arnold)

Arnold var en stor musikelsker og selvlært pianist. Han var desuden en sympatisk og lærd mand med megen lune. Hans alvorlige konversation (strygere) blev ofte afbrudt af vittige og pudsige bemærkninger efterfulgt af en karakteristisk latter (blæsere):

6. YSOBEL (Isabel Fitton)

Isabel (stavemåden med Y er Elgars bevidste fordrejning) var amatør-bratchist, som tog timer hos Elgar. Hun beskrives som meget lang og hun bevægede sig i en graciøs, flydende gangart. Åbningsfrasen fremstiller en særlig vanskelig interval-øvelse for begyndere, hvor det gælder om ikke at ramme den mellemliggende streng. Denne tidlige "bratch-vits" indrammer en i øvrigt udtryksfuld og graciøs sats.

7. TROYTE (Arthur Troyte Griffith)

Troyte Griffith var en lokal arkitekt og kunstner, som forgæves forsøgte at lære at spille klaver. Elgar prøvede at bringe orden i hans desperate klaver-kaos. Variationens afsluttende "smæld" antyder, at det var forgæves. Elgar betegnede selv satsen som en spøg. Andre har forsøgt at forklare satsen udfra Elgars kælenavn for Troyte: "Nine- pin" (keglespil) p.g.a. han højde og form. Den hvirvlende sats skulle således illustrere et keglespil med larmende udgang. Troyte selv mente, at musikken hentyder til engang han og Elgar under en spadseretur pludselig måtte søge ly for en orkan-agtig storm.

8. W.N. (Winifred Norbury)

Winifred var sekretær ved Worchestershire Philharmonic Society, som Elgar dirigerede. Hun var en fortræffelig pianist og var ofte med til at "afprøve" Elgars nye kompositioner. Variationen skildrer egentlig et idyllisk 1700-tals hus beboet af et par elskværdige "ladies". Elgar digtede den sympatiske Winifred ind i dette billede og hendes fine latter (obo + fløjte og klarinet) høres midt i satsen.

9. NIMROD (August Johannes Jäger)

Jäger var udgiver for musikforlaget Novello og var den, som fra starten troede blindt på Elgars komponisttalent. Variationen er ikke et egentligt portræt at Jäger, men skildrer snarere Elgars hengivenhed for denne sande ven. Elgar slørede hans identitet ved at bruge et navn fra 1.Mosebog, hvor Nimrod omtales som en storhersker og ”en vældig  jæger (Jäger) for Herren”. Denne variation er værkets mest ekspressive og er siden blevet spillet ved alle større højtideligheder i England. Flere af  Elgars øvrige omgangskreds havde det ikke godt med, at værkets mest storslåede sats havde en tysker som forbillede og med slet skjult misundelse talte de om denne ”lovable but rather typically commonplace little German with a very large head and a guttural accent…”.  Variationen er bygget over 2.sats fra Beethovens ”Pathetique”-sonate, som Elgar og Jäger begge beundrede.

10. DORABELLA (Dora Penny)

Dora Penny - her Dorabella, efter en af personerne i Mozarts "Cosi fan tutte" – var en af Elgar-parrets meget gode venner. Hun skrev en mindebog om Elgar "Edward Elgar, memories of a variation", som hun udgav under sit tilgiftede navn Mrs Richard Powell(!). Dora dansede meget og satsen antyder en balletagtig elegance kombineret med Doras lette stammen (obo).

11. G.R.S. (George Robertson Sinclair)

Sinclair var organist ved Hereford Cathedral. Men her er det snarere Sinclairs bulldog Dan, som er karakteriseret. Under en spadseretur fik den tunge hund overbalance og faldt nedad en stejl skrænt i floden Wye (takt 1). Hunden svømmede (takt 2-3) og sprang på land (takt 4). I takt 5 høres hundens glade gøen. Elgar skrev senere om hændelsen: ”G.R.S. said, 'Set that to music.’ I did; here it is!" Variationen fortæller (muligvis) også om den dynamiske Sinclair, som altid lagde sig i spidsen, når han og Elgar sammen foretog deres lange cykelture. Måske er det hans ivrige cykelklokke (triangel) man hører i løbet af satsen(?)

12. B.G.N. (Basil G. Nevinson)

Nevinson var en fortræffelig amatør-cellist, som spillede trio med Elgar og H.D.S.-P (fra variation 2). Elgar mindes ham her med en smuk solo i satsens begyndelse og slutning. Elgar satte stor pris på Nevinsons egenskaber som ven og musiker.

13. *** (Lady Mary Lygon?)

I blyantskladden til denne variation skrev Elgar initialerne LML, men strøg dem senere og erstattede dem med de tre stjerner. Der har siden været mange spekulationer over denne ændring. I sin egen forklaring fra 1928 skriver Elgar, at de står for en "Lady", som var på en lang sørejse, da musikken blev skrevet. Ved cf. 56 skifter stemningen i variationen og dæmpede pauker og et tungt, gyngende motiv i strygerne antyder en oceandampers mægtige maskiner, som Elgar supplerer med et citat fra Mendelssohns koncertouverture ! ”Meeresstille und glückliche Fahrt" – soloklarinet: Det har siden vist sig, at Lady Lygon først flere måneder senere drog ud på sin rejse og at Elgar forinden havde tilegnet hende et andet værk (Three characteristic Pieces, opus 10). Man har antaget, at Elgar i denne 13. variation, som han desuden betegner "Romanza", har gemt en skæbnesvanger gåde, en person, som måske har haft en særlig betydning for ham. I dag hælder flere til antagelsen, at *** står for navnet Helen Weaver, som Elgar i en kortere periode var forlovet med i sine helt unge år. Efter det smertefulde(?) brud drog Helen Weaver til New Zealand, hvor hun bosatte sig og stiftede familie.

14. E.D.U. (Elgar)

E.D.U. er "initialerne" for "Eduu", det kælenavn, som hans kone Alice kaldte ham. I denne sats har Elgar fremstillet sig selv med positiv, fremstormende energi. En mand, som efter at have spejlet sig i familie og venner, nu fremstår som selvstændig kunstner fuld af selvtillid. Her kastes tema A og tema B ustandseligt på banen i alle tænkelige iklædninger og de to personer, som har betydet mest for ham som kunstner og menneske, hans forlægger Jäger (Nimrod) og hans kone (C.A.E.) fremhæves endnu engang (hhv. cf. 68 og cf. 73). Tilsidst lykkes det Elgar - ved cif 79, hvor også orglet(!) sætter ind - at kombinere tema A og tema B i én lang melodisk linie:

ENIGMA

Er "gåden” om de slørede initialer og navne således blevet løst uden de store problemer, forholder det sig helt anderledes med det tema, der ifølge Elgar selv skulle gemme sig i værket. I progratnnoten fra 1899 talte han om Enigmas "dark saying" og at "through and over the whole set another and larger theme ‘goes’, but is not played". Elgar røbede aldrig denne "gåde" selv om han blev hårdt presset af både venner og musikfolk. Det eneste han afslørede om temaet, var, at "it is so well known that it is extraordinary that no-one has found it!" (udtalelse til Troyte Griffith i 1924) Den melodi, som oftest nævnes som oplagt kontrapunkt til Enigma-temaet er "Auld lang Syne" (Skuld gammel venskab..), men også andre melodier har vist sig at passe ganske pænt: "Loch Lomond", Beethovens "Pathetique"-sonate (2. sats), Mozart "Prag"-symfoni (2. sats), "God save the Queen", et udsnit af "Rule Britannia", Dies Irae, Purcells "When I am laid..", Elgars "Light of life"     Mange af disse påstande er der igennem årene blevet redegjort for i diverse artikler i bøger og velanskrevne musiktidsskrifter som f eks. Musical Times, Music & Letters, Musical Review m. fl. Nogle forskere har hæftet sig ved, at Elgar aldrig direkte talte om "a tune" (melodi), men snarere om ”a theme"(tema), hvilket kunne være et abstrakt overordnet begreb som f eks. "friendship", "love" osv. Andre igen har ment, at der er tale om en kombination af en kontrapunktisk melodi og et abstrakt begreb, som tilsammen skulle have en højere symbolsk betydning. Denne "dark saying" er for nogle stadig "Auld lang Syne", mens andre har peget på diverse bibeltekster og deres tilhørende musik. Bl.a. har danskeren Ulrik Skouenborg, (som nogle vil kende som amatørhornist) i 1982 forsøgt at påvise sammenhængen mellem Enigma og en af sangene (både melodi og tekst) fra Brahms "Vier ernste Gesänge" I de 100 år, som nu er gået siden Elgar søsatte sin "Enigma", kan man registrere ca. 35 seriøse forsøg på at løse gåden. Foreløbig må man konstatere, at en entydig løsning endnu ikke er fundet.

Man ved, at Elgar elskede gåder. Hans breve og noter er fyldt med anagrammer, ordspil og bogstavgåder og nogle har da også slået til lyd for, at Elgar med tiden selv er blevet fanget i sin egen "gåde". For selv om den rigtige løsning skulle være fundet, ville Elgar sikkert aldrig inddrømme det. Det ville tage luften ud af værket og måske fratage det dets mystik og tiltrækningskraft. Måske skulle man "nøjes" med det, Elgar selv opfordrede til, da han i programnoten fra 1899 skrev: "The Variations should stand simply as a piece of music".

Nils Hemmeth/jan 2000

Litteratur:

Jerrold Northrop Moore; Edward Elgar - a creative life. 1984
Julian Rushton: Elgar: Enigma-variations. 1999
Gordon Lee: Another piece in the jigsaw? Elgar Society Journal, sept.1994
Rosa Burley & Frank C. Carruthers: Edward Elgar - the record of a friendship. (1972)