Edvard Grieg (1843-1907) drog som de fleste unge musikere i Europa til
Leipzig, hvor han studerede klaver og komposition på Musikkonservatoriet
(1858-62). Her hørte han Clara Schumann spille Schumanns klaverkoncert og det
blev en afgørende oplevelse for ham. Værkets blanding af dramatisk udtryk, poesi
og romantisk flow inspirerede ham til selv at prøve kræfter med en
klaverkoncert.
At Schumann er forbilledet, høres lige fra starten, hvor klaveret præsenterer
sig dramatisk efter et orkester-tutti. Tonearten a-mol er ligeledes fælles. Men
Grieg komponerede ikke længere blot i forlængelse af en tysk-romantisk
tradition. Hans to norske musikervenner, komponisterne Ole Bull og Rikard
Nordraak, opfordrede ham til at finde et personligt ståsted og at komponere ud
fra norsk folkemusiktradition og selv om værket følger koncertformens
traditionelle opbygning med tre satser, kan man allerede i 1. sats spore de
”norske” træk i de friske Halling-rytmer. 2. sats danner et poetisk hvilepunkt,
mens Grieg i 3. sats imiterer Hardanger-fele og bruger den tredelte
Springdans-rytme. Klaverkoncerten blev det første store vidnesbyrd om Griegs
national-romantiske stil, som skulle gøre ham verdensberømt allerede i hans
levetid.
I sommeren 1868 drog Grieg med sin kone og nyfødte datter til København. Selv
indlogerede han sig i en lille gartnerbolig i Søllerød, Mothsgården (det
nuværende Søllerød Museum) ved gadekæret - lige overfor Søllerød Kro. Her
udarbejdede han klaverstemmen og skitserne til orkestersatsen. Tilbage i Norge
færdiggjorde han koncerten, men uropførelsen fandt sted i Casino i København d.
3. april 1869 med vennen og klavervirtuosen Edmund Neupert som solist.
Opførelsen blev en triumf. Gade, Hartmann, Hornemann og den russiske
klavervirtuos Anton Rubinstein (som havde stillet sit eget flygel til rådighed)
klappede for og publikum afbrød koncerten flere gange med spontant bifald.
Grieg foretog i årene herefter adskillige småkorrektioner, senest i 1907. Det
blev den endelige version og er også den, der spilles i aften.
December 2011