”Tryllefløjten” er Mozarts sidste opera, fuldført kun få måneder før hans død som 35-årig i 1791. Teksten er af skuespilleren og teaterlederen Emanuel Schikaneder. De to havde truffet hinanden i Wiens Frimurerloge og aftalt sammen at skrive et syngespil, i dette tilfælde en ”Zauberoper” med indhold af fantastisk og eventyragtig karakter, men også med dybere perspektiv og indhold i frimureriets ånd. Vejen til at blive et bedre og et ”helt” menneske efter den nye oplysningstids principper er belagt med prøvelser, som skal gennemføres og bestås.
Det elskende par Tamino og Pamina må udstå disse prøvelser før de kan forenes og ypperstepræsten Sarastro og Nattens Dronning kæmper hver især om dem som repræsentanter for hhv. det gode og det onde.
Patos og folkelig lystighed går hånd i hånd i ”Tryllefløjten”. Ouverturen, som Mozart færdigskrev kun to dage før premieren, afspejler i sig selv to eksistentielle og musikalske principper: efter en langsom og søgende indledning, som starter med tre højtidelige akkorder, præsenteres vi i strygerne for fugaen, en form, som er udtryk for det perfekte og afrundede. Fugaforløbet er ”indstøbt” i den overordnede sonateform, som er udtryk for et dynamisk og dramatisk princip. I den korte ouverture lykkes det således Mozart at sammensmelte det objektive og det subjektive. Midt i forløbet høres (igen) de tre højtidelige blæserakkorder, som i operaen ledsager de tre prøvelser. Ouverturen slutter – ligesom operaen – i optimisme og triumf.
Maj 2008