Carl Nielsen komponerede sin 2. symfoni samtidig med operaen ”Saul og David”. Han dirigerede selv uropførelsen i 1902. Det var en travl tid for Carl Nielsen, som bare tre dage forinden også havde ledet premieren på sin nye opera på Det kgl. Teater. Om inspirationen til symfonien skrev Carl Nielsen mange år senere: ”Anledningen fik jeg…..i en Landsbykro på Sjælland. Der hang på Væggen .et højst komisk koloreret Billede, som var inddelt i fire Felter, hvori ”Temperamenterne” var fremstillet og forsynet med Titler: ”Den Koleriske”, ”Den Flegmatiske”, ”Den Melankolske” og ”Den Sangvinske”. En skønne Dag gik det op for mig, at disse tarvelige Billeder dog indeholdt en slags Kerne eller Idé og – ja tænk – oven i købet en musikalsk Undergrund….”
Carl Nielsen brød sig generelt ikke om programmusik, men søgte her – på musikkens egne præmisser – at skildre de fire temperamenter. I 1. sats stormer kolerikeren frem, Carl Nielsen skriver selv, at der ”…arbejdes snart vildt og heftigt, som et Menneske, der næsten forløber sig, snart i en blidere Stemning, som én, der fortryder sin Opfarenhed.”
2.satsens melankoliker forestiller Carl Nielsen sig som en doven, ung mand, som ligger ”paa Molen ved Havnen med Benene ud over Bolværket…en Stemningstilstand der ligger saa langt borte fra Energi, ”Gefühl” og lignende Rørelser som vel muligt. Kun en eneste Gang kommer det til et stort f [forte]. Hvad skete der? Faldt der en Tønde i Vandet ….og forstyrrede den unge Mand? ….Hvem ved det? Men lige meget: Et kort Minut, saa er alt roligt…..”
3. sats ”forsøger at udtrykke et tungt og melankolsk Menneskes Grundkarakter”
Om 4. sats skriver Carl Nielsen: ”I Finalen har jeg forsøgt at skildre
Grundkarakteren af et Menneske, der stormer tankeløst frem i den Tro, at hele
Verden tilhører ham, og at stegte Duer flyver ham ind i Munden uden Arbejde og
Omtanke. En eneste Gang synes det alligevel, som om der er mødt ham noget
virkelig alvorligt; i hvert fald mediterer han over et eller andet, som ligger
hans Natur fjernt, og det synes at paavirke ham,saaledes at Slutningsmarchen vel
nok er glad og lys, men dog værdigere og ikke saa fjollet og selvtilfreds som i
nogle af de forrige Afsnit af hans Udfoldelse.”
Maj 2014