Det karakteristiske ved Carl Nielsen er den dobbelthed som gennemstrømmer hans kunst: forankringen i dybe nationale og kollektive lag på den ene side (folkelige sange og salmer) og viljen til modernitet og eksperimenteren på den anden (symfonierne). Denne dobbelthed gjorde komponisten til noget så enestående som folkelig og elitær på samme tid. I den symfoniske musik var det først og fremmest det elementære konfliktstof som optog ham, og i sin 4. og 5. symfoni fremmaner han i musikalsk form og udtryk en musik hvor mægtige kræfter er i spil. I 1914 skriver han i et brev til en ven: ”Jeg kan fortælle Dem, at jeg er kommen godt i gang med et nyt stort orkesterværk, en art symfoni i én sats, der skulle skildre alt hvad man føler og tænker ved det begreb vi kalder livet eller rettere ”liv” i inderste betydning. Altså: alt hvad der har viljen til at leve og røre på sig...”
For Carl Nielsen kunne musik udtrykke både det helt elementære og – som han selv udtrykte det - ”den højeste sjælelige betagelse”. Med andre ord: musikken bærer i sig både ”natur” og en åndelig dimension. Netop 1914 var et problemfyldt år for Carl Nielsen. Som alle andre var han dybt chokeret over 1. verdenskrigs brutalitet. Selv stod han midt i en nærmest uoverskuelig ægteskabelig krise, og efter bitre intriger forlod han sit job som 2. kapelmester ved Det kgl. Teater. Konflikterne hobede sig op i ham og afstedkom mange tanker og overvejelser om liv, kunst og moral. Selv om 4. symfoni er delt i fire afsnit, forløber den i én stor spændingsbue, hvilket passer fint til idéen om livskraften som en uafbrudt strøm.
Efter en voldsom indledning samler musikken sig efterhånden om et sart, udtryksfuldt tema i træblæserne, et tema som senere skal vise sig at vokse til hele symfoniens musikalske motto. 2. sats danner med sin idylliske ro en stærk kontrast til det foregående. 3. sats indledes med en lang, stærkt spændt melodilinje i violinerne, kun akkompagneret af pauke og pizzicato i de dybe strygere. Satsen vokser til et vældigt dynamisk højdepunkt og ebber derefter ud. Et hidsigt strygerafsnit fører direkte ind i finalen, hvor tumult og splittelse hersker. Det fører til dramatiske dueller mellem to paukesæt og et orkester i kaos. Motto-temaet fra 1. sats dukker nu forsigtigt op igen og bryder til slut igennem for at afslutte symfonien i triumf – en bekræftelse på den elementære livskraft. Carl Nielsen sagde selv om værket: ”Komponisten har ved anvendelsen af titlen ”Det uudslukkelige” med et enkelt ord søgt at antyde, hvad kun selve musikken har magt til fuldt at udtrykke: den elementære vilje til liv.”
Maj 2016