Carl Nielsen havde som sit hovedinstrument violinen, og han måtte i mange år
leve af at spille 2. violin i Det Kongelige Kapel. Ikke underligt at han drømte
om at komponere en stor koncert for sit instrument, hvis inderste natur han
kendte så godt. Projektet realiserede han i 1911.
1. sats blev skrevet under et ophold hos Griegs enke Nina Grieg på Troldhaugen,
mens anden sats blev påbegyndt på herregården Damgaard i Jylland og afsluttet i
København. Både form- og indholdsmæssigt adskiller koncerten sig fra den gængse
3-satsede virtuoskoncert. Carl Nielsens bud på en violinkoncert byder på et
uortodoks formforløb og en utraditionel dialog mellem solist og orkester.
Koncerten er i to store satser, hver med en langsom indledning. De to satser er
meget forskellige i karakter: 1.sats åbner med en lang, reflekterende
solokadence diskret akkompagneret af orkestret og efterfølges af et”ridderligt”
(cavalleresco) hovedtema. Heroverfor står 2. sats med en lyrisk-søgende
indledning og efterfølgende skælmsk rondo, hvor det underfundige og dansante
veksler med mere indadvendte afsnit Om denne sats skriver Carl Nielsen i et brev
til sin hustru: ”Finalen bliver en slags halvsød, halvlystig, dinglevorn sats,
uden vilje næsten, men god og indtagende som en hjertelig smilende drivert i
sine bedste øjeblikke”.
Carl Nielsen havde under udarbejdelsen haft Kapel-kollegaen Peder Møller i
tankerne, og det blev da også ham der uropførte koncerten. Carl Nielsen
dirigerede selv Det Kongelige Kapel og uropførte ved samme lejlighed også sin 3.
symfoni ”Espansiva”. Koncerten, som blev et afgørende gennembrud for Carl
Nielsens musik, fandt sted d. 28. februar 1912 i København.
Maj 2016