Det Requiem, som Schumann komponerede i Düsseldorf i 1852, blev hverken opført eller publiceret af ham selv. Først i 1864 efter Schumanns død blev værket udgivet under tilsyn af hans enke Clara Schumann og fik i den forbindelse det sidste nummer i den officielle opusfortegnelse. Johannes Brahms støttede denne posthume udgivelse og var blandt de første dirigenter, der indstuderede værket. En officiel opførelse af Wiener Singakademie, som Brahms stod i spidsen for i 1863-1864, kom det imidlertid ikke til.
I lighed med næsten alle andre kompositioner fra Schumanns sidste skaberperiode blev også Requiem i lang tid udsat for negativ kritik, som søgte at give indtryk af, at dette værk viser spor af Schumanns begyndende sindssygdom. Først for nylig blev denne opfattelse revideret af videnskabelige studier. Adskillige opførelser af Requiem i de seneste år vidner desuden om en voksende interesse for dette sene værk.
Ifølge forfatteren til den første Schumann-biografi, Wilhelm Joseph von Wasielewski, skal Schumann have sagt, at et Requiem skriver man for sig selv. Hans katolske dødsmesse, som var beregnet både for kirken og for koncertsalen, er en afdæmpet, indadvendt og ligesom afklaret komposition, fjern fra enhver operaagtig dramatik. Dens skønhed og dybde åbenbarer sig ikke nødvendigvis spontant. Da Clara Schumann i marts 1865 hørte Requiem for første gang i forbindelse med en privatopførelse i Leipzig, noterede hun i sin dagbog: ”Jeg var særdeles overrasket over hele værket, for jeg havde ikke forestillet mig, at det ville gøre et sådant indtryk”.
Februar 2004