Shostakovich’s opera Lady Macbeth fra Mtsensk (1934) havde opnået en vis succes, da partiorganet Pravda 28. januar 1936 pludselig gik voldsomt til angreb på operaen. Der blev brugt udtryk som ‘formalistisk’ og ‘småborgerlig sensasionalisme’. Overskriften på artiklen var ‘Kaos i stedet for musik’. Artiklen siges at være skrevet af Stalin selv eller på hans opfordring. Da der kort tid efter også blev bragt kritik af en ballet, Shostakovich havde skrevet musik til, lod det til, at hans karriere var slut, og han trak sin 4. symfoni tilbage midt i prøveforløbet. 21. november 1937 blev hans femte symfoni så uropført i Leningrad. Shostakovich gav symfonien tilnavnet ‘En sovjetkunstners svar på berettiget kritik’ og håbede, at den ville blive udlagt som hans ønske om at ‘vende tilbage til systemet’ og som en undskyldning for den tidligere ‘antisovjettiske’ musik.
Projektet lykkedes og Shostakovich blev atter taget til nåde. Går man blot lidt dybere, end Stalins partisoldater var i stand til, er det dog tydeligt, at symfonien er et opgør mod systemet. Den tyske dirigent Kurt Sanderling overværede uropførelsen og har siden fortalt, at han og flere kolleger frygtede at blive deporteret til Sibirien bare for at have overværet uropførelsen af symfonien.
Maj 2001