Allegretto - Andante – Vivacissimo - Finale: Allegro
Jean Sibelius (1865-1957) komponerede sin 2. symfoni under et ophold i
Rapallo i Italien i 1901 og symfonien fik sin uropførelse året efter i
Helsingfors under stor opmærksomhed.
Nogle har igennem tiderne ment, at værkets lysere sider refererer til
Italiensopholdet, mens de stejle og heroiske sider er udtryk for den bitre
frihedskamp mod russerne, som Finland på den tid stod midt i. Begge dele
afvistes dog kategorisk af Sibelius. Symfonien er tænkt og komponeret som ”ren”
musik.
Skønt Sibelius’ tidlige symfonier regnes som udløbere af den store
romantiske symfoni-tradition, er Sibelius allerede her på vej ind i en helt ny
måde at opbygge symfoniske forløb på. Han fraviger mere og mere det klassiske
princip at præsentere to temagrupper (hovedtema og sidetema) for dernæst at
sætte dem op mod hinanden i en gensidig udviklingsproces (gennemføringsdelen).
Sibelius gør det modsatte: han præsenterer først mindre motiviske ”frø”, som
efterhånden udvikles og som gennem organisk vækst smelter sammen til et
virkeligt tema: ”Det er som om Vorherre smider stykker af en stor mosaik fra
Himlens gulv ned til mig og beder mig om at sætte dem sammen igen” udtalte
Sibelius engang, da talen var om hans kompositionsteknik. Dette gælder her
navnlig 1. sats, hvor melodistumperne først hen imod slutningen samler sig og
danner én lang sammenhængende melodi.
De øvrige satser er mere ”normalt” opbygget, selv om især 2. sats med
dens stejle og heftige udsagn afløst af sart lyrik, giver satsen et bistert og
rapsodisk præg.
Den hvirvlende scherzo med det sarte mellemstykke (triodel) flyder uden
ophold over i den stort anlagte finale, hvor to markante temaer præsenteres lige
fra starten: et bredt, syngende tema i strygerne afløst af et fanfareagtigt tema
i trompeterne. I uendelige gentagelser føres satsen til et imposant og
overvældende klimaks.
November 2011