Dmitrij Sjostakovitj: Symfoni nr 10

Selv om Sjostakovitj allerede i 1951 havde gjort forstudier til en 10. symfoni, blev den ydre anledning utvivlsomt Stalins død i marts 1953. I månederne herefter komponerede Sjostakovitj i hast den symfoni, som i dag regnes for hans mest personlige og måske ypperste. 

Første sats er bredt anlagt med en både vemodig og dramatisk grundtone, som afbrydes af små forsøg på mere optimistiske stemninger. Musikken er blottet for den tvetydighed, som han i andre værker dækkede sig ind under. 

Den korte anden sats skulle efter ikke-bekræftede udtalelser være et portræt af Stalin! Sandt eller ej – sjældent har Sjostakovitj skrevet en mere brutal musik, hvor frygten er fastholdt fra første til sidste takt. 

Tredje sats indledes med et tilsyneladende harmløst tema, som efterhånden fører over i Sjostakovitj’s musikalske signatur: tonerne D - (E)S - C - H    -  som danner initialerne for Dimitrij SCHostakowitsch (stavet på tysk). Først ganske forsigtigt, efterhånden mere modigt og i valsetakt.  Endnu et ”mystisk” tema dukker op: solohornet spiller 12 gange et markant tema: tonerne EAEDA – en kombination af tyske og franske tonenavne, som danner navnet Elmira.  Elmira Nazirova var en ung azerbajdjansk  pianist og komponist, som tidligere havde taget timer hos Sjostakovitj.  I 1953 genoptog Sjostakovitj forbindelsen gennem en heftig brevveksling.  Elmira var dog kun en flygtig  ”muse” i sommeren 1953, for da symfonien var færdig, ophørte korrespondancen. 

Sidste sats indledes – ligesom 1. sats – med en grundstemning af mørke og vemod (soloer i obo, fløjte og fagot), men afløses af et enfoldigt dansetema – et citat fra en folkedans fra Armenien (Stalins hjemegn!).  Dette tema og DSCH-temaet ”kæmper” nu om pladsen og satsen slutter turbulent med DSCH-temaet ekstatisk udslynget af horn og fulgt op af paukerne.  ”Stalin er død – Sjostakovitj lever!”  kunne være mottoet. Men måske er det kun en del af sandheden. Sjostakovitj nærede stor bekymring og omsorg for symfoni-genren og med denne symfoni synes Sjostakovitj at fejre symfoniens genfødsel i Sovjet – uden byrokratisk indblanding og mistænkeliggørelse.

 

September 2012