I 1920’ene fik Szymanowski øjnene op for folkemusikkens store potentiale, især de sydpolske Tatra-bjerges folkemusiktradition fik stor betydning for hans sene produktion. Det høres ikke mindst i hans 2. violinkoncert, som han sammen med vennen og violinisten Pawel Kochanski udarbejdede i 1932-33. Koncerten forløber i 2 store afsnit svejset sammen i én sats, som kun afbrydes af en stor solokadence, som Kochanski selv fik lov til at udforme. Koncerten afslører Szymanowskis udprægede interesse for klangfarver i et meget personligt tonesprog og en særpræget harmonik. Koncerten åbner med en lang, næsten uendelig melodisk linje og tre klare melodiske ideer præger denne første del, mens 2. del - efter kadencen - i et mere rytmisk-progressivt sprog spiller på påvirkningen fra Tatra-folkemusikken.
September 2012