Tjajkovskijs tre sidste symfonier kredser alle om ét emne: skæbnen. I symfonierne beskriver Tjajkovskij på tre forskellige måder, hvordan skæbnen ikke er til at undslippe. Musikalsk illustrerer han dette ved at lade et gennemgående motiv i hver symfoni være symbol på Skæbnen. Motivet dominerer det symfoniske forløb, dukker op alle vegne og styrer begivenhederne. I 5. symfoni, komponeret 1888, introduceres Skæbnemotivet lige fra starten i klarinetter og dybe strygere og udtrykker den mørke og dystre side af komponistens væsen, tvivlen og angsten, som forfulgte ham livet igennem. Den gennemgående stemning i 5. symfoni er melankolsk og modløs, men i 1. sats åbnes der tillige op for lidenskabelige udbrud og smægtende temaer med udtryk af håb og længsel. 2. sats åbner med en udtryksfuld melodi i hornet, som besvares af ligeledes følsomme temaer i obo og strygere. I slutningen af satsen bryder Skæbnemotivet voldsomt ind inden satsen får lov til at falde til ro. Som 3. sats kommer en graciøs, lidt vemodig vals ved hvis slutning Skæbnemotivet høres svagt som en fjern trussel. Sidste sats indledes med Skæbnemotivet, men nu i dur. Derefter følger et robust og lidenskabeligt finaleafsnit, som munder ud i Skæbnemotivet, nu som en massiv march. Overordnet bevæger symfonien sig fra mol til dur, fra mørke til lys, fra melankoli til glæde - eller i det mindste til en form for accept og håbefuld overgivelse til skæbnens magt.
Maj 2011