Verdi var sin tids mest berømte operakomponist i Italien. En rigtig teatermand, der skrev en hel stribe af verdens kendteste operaer, f.eks. Aida og La Traviata. From katolik var han derimod ikke, faktisk noget af en tvivler. Alligevel gik det sådan, at han skrev et af de største rekviemmer i historien. Verdis rekviem blev uropført i 1874. Det blev kritiseret af både præster og komponister for at være alt for teatralsk til de hellige ord, men hos koncertpublikummet var musikken en fantastisk succes. Drilske kritikere kaldte rekviemmet for "Verdis bedste opera".
Beslutningen om at skrive en dødsmesse tog Verdi, da forfatteren og nationalfiguren Manzoni døde i 1873. "Jeg er dybt ramt af den store mands død, og vil komme med et forslag til, hvordan man kan ære hans minde", skrev han til sin forlægger. Det måtte blive et rekviem. Ikke kun for at sørge over den døde forfatter, men fordi dødsfaldet havde sat Verdi i gang med svære grublerier over livet. Hvordan skulle han forstå døden, hvis han ikke bare fulgte med den kirkelige strøm?
Verdis rekviem er et stærkt og skræmmende stykke. Vægten ligger især på skrækken for, at alt er forbi, når livet slutter. Afsnittet om dommedag, "Dies irae", fylder meget, og det er her Verdi bruger sine stærkeste udtryk: Den kæmpemæssige stortromme brager løs, men koret nærmest skriger om angsten for den yderste dag.
I slutningen af værket står man stadig uden forløsning. Verdi bruger tekstafsnittet Libera me ("Frels mig, Herre, fra den evige død") som afslutning. De ord lader han synge af en ensom sopran, der står alene tilbage med al sin tvivl. Det er requiets pessimistiske morale: Vi kan ikke vide, om vi er overladt til os selv.
Oktober 2013