Hos Richard Wagner kan man sammenfatte idékomplekset i hans store operaer og musikdramaer som ”Kærligheden som den forløsende magt”. Og ikke mindst i ”Tristan og Isolde” fra 1859. I Tristan udmøntes kærlighedsbegrebet – stærkt påvirket af filosoffen Schopenhauers pessimistiske og livsfornægtende og til en vis grad også buddhistiske tanker – i en uophørlig længsel: kærlighedslængsel – døds-længsel. Her er der tale om en kærlighed, der kun kan finde sig selv i mørket og forløses i altings opløsning, for at overgå til, hvad Wagner-kenderen Thomas Mann betegnede som ”sanselighedens rige frem for fornuftens”.
I ”Tristan og Isolde” foregår (næsten) al handling på det indre,
psykologiske plan, hvor musikken er det helt afgørende, bærende element.
Sangstemmen er så sammenvævet med orkesterklangen, at man kan tale om Tristan
som symfonisk musik med underlagt sang. Isoldes ”kærlighedsdød” er hele
operaens slutscene, hvor Isolde, ved Tristans lig og sammen med ham ekstatisk
lader sig opløfte i ”Verdensaltet” med slutordene:
”Unbewusst - Höchste Lust!”