Ludwig van Beethoven  (1770-1827)

– den døve gigant

Det indledende bankemotiv i Beethovens 5. symfoni, den er kaldes ”Skæbnesymfonien”, er formodentlig det berømteste af alle symfoniske motiver, kendt af utalte millioner og under anden verdenskrig benyttet som signatur af det engelske BBC i udsendelser til det besatte Europa.

Men ellers er der ikke meget af Beethoven, som kan nynnes af almindelige musiklyttere, bortset fra Freude-motivet i korfinalen af hans niende symfoni. 

Beethoven var ikke nogen sangfugl, den melodiske opfindsomhed er ikke det mest bemærkelsesværdige ved hans geni, hvilket hans sange også understreger. Beethoven skrev en hel del sange, der kan betragtes som forløbere for Schuberts, men de har aldrig opnået disses popularitet.

Ludwig van Beethoven (1770-1827) blev født i Bonn en dag i december – nærmere kan vi ikke komme det. Hans far var operasanger og organist, af hollandsk afstamning, drikfældig og brutal. Han gav sin søn den første musikundervisning med det erklærede mål at gøre ham til vidunderbarn ligesom Mozart. Det lykkedes ikke. Faderen prøvede at hale en succes i land ved at gøre sønnen et par år yngre, men da han var stor af sin alder og tog sig direkte komisk ud i matrostøj med korte bukser, udeblev successen. Det samme gjaldt drengens første kompositioner, nogle små klaversonater, der nåede at blive trykt, ligeledes med forkert angivelse af ophavsmandens alder. Men disse barndomskompositioner når ikke Mozarts til knæene.

Beethoven søgte tilflugt hos den fornemme familie Breuning, hvis søn Stephan og datter Eleonore blev hans nærmeste venner. Her fandt han dét, han savnede i sit barndomshjem: Venlighed, forståelse og god forplejning. Allerede som dreng virkede han som organistvikar og akkompagnatør ved operaen, hvor også hans far havde sit virke.

I 1787 prøvede han, 17 år gammel, at bryde ud af sit håbløse miljø for at studere i Wien, men moderens død og hensynet til familiens underhold tvang ham til at opgive sine planer. Først i 1792 kunne han med støtte af grev Waldstein igen rejse til Wien for at studere hos Haydn. Det blev ikke til så meget med studierne, for de to mænd kunne ikke rigtig finde hinanden, selv om Beethoven beundrede Haydn og denne betragtede Beethoven som et oplagt talent.

Den unge håbefulde komponist vakte hurtigt opmærksomhed som klaversolist – man havde aldrig hørt noget lignende! Et titanisk temperament, som han vanskeligt kunne tøjle, et ungdommeligt overmod og en imponerende virtuos teknik gjorde hans klaveroptræden til noget, man nødig gik glip af. Som sine to store forgængere, Haydn, som endnu levede, og Mozart, var han afhængig af adelens gunst, og når han gav koncert, var det som regel i hjemmet hos en af de mange fyrstelige og adelige familier, der samledes i Wien.

Her udgav han også sit opus1, tre trioer for klaver, violin og cello. Det var langtfra hans første kompositioner (klaversonaterne fra drengeårene er omtalt ovenfor), men det var de første ting, han selv ønskede at stå ved. Trioerne vakte straks opmærksomhed, og det er da også særdeles velskrevne og inspirerede værker, selv om forbillederne stadig er tydelige og personligheden ikke færdigudviklet.

Næste udgivelse blev tre klaversonater, opus 2, og nu opbav Beethoven at få noget ud af undervisningen hos Haydn og søgte andre lærere, først og fremmest Albrechtsberger, men også Mozarts rival, hofkomponisten Salieri. Nogen tilbundsgående undervisning i komposition fik Beethoven dog aldrig. Han var delvis autodidakt, hvilket kan have bidraget væsentligt til den originalitet, han snart skulle blive både berømt og berygtet for.

Beethoven skrev kammermusik (violinsonater, strygekvartetter og den populære septet, opus 20), og i 1790’erne komponerede han sine to første klaverkoncerter. I 1800 vovede han sig frem med sin 1. symfoni, et værk der allerede har mange karakteristiske Beethoven’ske træk og ikke trods påvirkning fra især Haydn lader sig forveksle med nogen anden komponists værker. Han stod nu som den sejrrige, triumferende, beundrede komponist, almindelig anerkendt som Mozarts og Haydns efterfølger, berømt som komponist, populær som pianist. Han struttede af livsmod og selvtillid, men allerede året efter 1. symfoni ramtes han af det for en musik hårdest tænkelige slag: Hans hørelse begyndte at svigte. Beethoven søgte lægehjælp, men uden held, han forsøgte sig med hørerør af forskellig konstruktion, men det stod ham snart klart, at han var på vej ind i den totale stilhed.

I 1802 skrev han sit såkaldte ”Heiligenstadt”-testamente, et langt brev til sine nærmeste (det vil sige en bror og en nevø, for Beethoven giftede sig aldrig, selv om han ofte ramtes af lidenskabelige forelskelser), hvori han lufter tanken om at tage sit liv.

”Det glade Haab, jeg førte med mig hertil, om i det mindste i nogen Grad at blive helbredt, det maa jeg nu helt og holdent opgive. Ligesom Bladene om Efteraaret falder af og visner, saaledes er ogsaa mit Haab tørret ind. Næsten i samme tilstand, hvori jeg kom hertil, rejser jeg herfra. Selv det ophøjede Mod, som ofte besjælede mig i de skønne Sommerdage, er forsvundet. - - Med Glæde iler jeg Døden i møde”.

Det meget bevægende dokument slutter dog med en beslutning om at tage kampen op mod den grusomme skæbne og prøve at videreføre sit virke som musiker og komponist.

Fra de år, hvor Beethovens døvhed var blevet så alvorlig (han endte som fuldstændig døv), at han ikke kunne føre en samtale, stammer de mange konversationshæfter, hvor dele af hans mange samtaler med venner og kolleger er bevaret, en uvurderlig kilde til forståelse af samtiden og af Beethovens liv og tanker.

Trods døvheden optrådte han lige flittigt som pianist, men hans klaverspil led naturligvis under den svigtende hørelse. Han slog stadig hårdere og hårdere i tangenterne, og der er flere samtidige vidnesbyrd om, at han, når temperamentet løb af med ham, kunne slå klaveret ud af stemning, ja, ligefrem ødelægge det.

Det første store værk efter erkendelsen af den begyndende døvhed var 2. symfoni, opus 36 (1802). Mærkeligt nok er det hverken et trist, indadvendt eller specielt trodsigt værk, men en lys, energisk og strålende humørfyldt symfoni.

Med sin 3. symfoni, Eroica, opus 55 (1803), delvis inspireret af Napoleons sejre, skabte han, hvad der af mange betragtes som den største af alle symfonier, et gigantisk opgør med overleveringen og den klassiske form, som han vel ikke nedbryder, men fylder med forandringer og nyt liv.

Beethoven opholdt sig i Wien og i byens nærmeste omegn størstedelen af sit liv. Han elskede naturen og søgte flittigt inspiration dér, hvad et værk som 6. symfoni, opus 68, Pastorale (1808), tydeligt viser.

Som så mange komponister nærede Beethoven en ulykkelig kærlighed til operaen, vel også fordi, det var her, de store penge lå og ventede på den heldige komponist. Han fik dog aldrig skrevet mere end én opera, Fidelio, som han arbejdede på i mange år og flere gange reviderede. Dette førte til, at han komponerede ikke mindre end fire ouverturer, de tre såkaldte Leonore-ouverturer, opkaldt efter den kvindelige hovedperson, og Fidelio-ouverturen, der nu bruges som forspil til operaen.

Men det var som instrumental-komponist, Beethoven ydede sit betydeligste, selv om han Missa solemnis, opus 123 (1818-23), en stort anlagt messe for soli, kor og orkester, indeholder betydelige musikalske værdier. Han skrev i alt ni symfonier, hvoraf den sidste, nr. 9, d-mol, opus 125 (1822-24), bryder med alle symfoniske konventioner med indførelsen af kor og solister i Finalen, hvor han bruger Schillers digt ”An die Freude” som tekstgrundlag. 9. symfoni blev forbilledet for alle senere vokalsymfonier, f.eks. Mendelssohns Lobgesang-Symfoni (symfoni nr. 2, B-Dur opus 52, 1840) og Mahlers 2. symfoni, c-mol (1894-96), og 8. symfoni, Es- Dur (1906).

De fem klaverkoncerter og violinkoncerten betegner lige så mange højdepunkter i koncertgenren. Med sine 16 strygekvartetter skabte Beethoven en række værker, som i samtiden vakte stor modstand (den tysk-fødte danske komponist C. E. F. Weyse talte om ”Musik til hans majestæt Fandens geburtsdag”), men som nu hører til grundstammen i kvartet-repertoiret. Noget lignende gælder de syv klavertrioer, og de 32 klaversonater (heri ikke medregnet sonaterne fra drengeårene og den tidligste ungdom).

Fra 1. klaversonate, opus 2, nr. 1, fra 1793 til den sidste 32. klaversonate, opus 111 fra 1822 udviklede Beethoven formen fra det Haydn-Mozart’ske forbillede til noget helt personligt, som alle senere klaversonater har måttet måle sig med. Den tyske dirigent, pianist og komponist Hans von Bülov (1830-94) erklærede engang, at hvis Bach ”Wohltemperiertes Klavier” var klaverets gamle testamente, så var Beethoven 32 sonater det nye.

Beethoven fører den wienerklassiske stil til dens fuldendelse og baner vejen for romantikken. Han gør instrumentalmusikken til et udtryk for personligheden uden at gøre den til programmusik, og han ændrer de klassiske former uden at bryde dem ned og giver dermed de følgende generationer mulighed for at eksperimentere videre med symfonier, koncerten, strygekvartetten og klaversonaten.

Beethoven stod ikke fremmed over for tidens nye bevægelser. Det kunne irritere ham, at det lykkedes Rossini at sætte hele den musikalske verden i brand med sine komiske operaer (og de seriøse med, for den sags skyld), mens han selv havde så svært ved at finde sine egne ben i operaens verden. Men han kendte og værdsatte Schuberts lieder, han beundrede den italiensk-franske operakomponist Luigi Cherubini (1760-1842), hvis operakunst er en af forudsætningerne for hans egen fidelio, han modtog den tysk-danske Fr. Kuhlau som gæst og udtrykte beundring for Kuhlaus kontrapunktiske kunnen, især som den kom til udtryk i hans mange kanon’er (han hædrede sin kollega med betegnelsen ”Der grosse Kanonier”), og efter at have stiftet bekendtskab med Webers opera Jægerbruden (”Der Freischütz, 1821), omfavnede han komponisten og kaldte ham en ”fandens karl”.

Senere symfonikere som schumann og Brahms var betænkelige ved selv at forsøge sig som symfonikere, for de mærkede, som Brahms udtrykte det ”kæmpens åndedræt i nakken”, og Brahms havde så svært ved at løsrive sig fra forbilledet, at samtiden lidt ondskabsfuldt kaldte hans 1. symfoni for Beethovens 10.

Beethoven var det meste af sit liv plaget af dårligt helbred. Han havde en kronisk mavelidelse og led af vattersot. I 1826 pådrog han sig ved et besøg hos broderen Johan i Gneixendorf en lungebetændelse, han udviklede hurtigt leverbetændelse og døde efter et langt og smertefuldt sygeleje den 26. marts 1827.

Langt op i vort århundrede er Beeethoven, det lidende geni, blevet brugt som forbillede for den opvoksende ungdom, og han blev i utallige biografier fremstillet som den ophøjede og pletfri personlighed. Et af de mest groteske eksempler er franskmanden Romain Rollands Beethoven-biografi, der har karakter af sandt heltekvad. sandheden er, at Beethoven så absolut var i stand til at glæde sig over denne verdens goder. Han drak af og til lidt mere, end godt var, han blev på sine ældre dage nærig og påholdende i en grad, der flere gange bragte ham i pinlige situationer, og han havde et liberalt forhold til kvinder. At han ofte forelskede sig i kvinder over sin egen stand og dermed måtte indse, at han ingen muligheder havde for at realisere sin kærlighed, forhindrede ham ikke i at omgås kvinder af de lavere og laveste klasser så flittigt, at de mange formodninger om uægteskabelige børn kan tænkes at have bund i virkeligheden.

Alt dette skal dog ikke sløre billedet af en stærk og kunstnerisk helstøbt personlighed med en forbavsende viljestyrke.

Det er forbløffende, som Beethoven selv i sine sidste mange år, hvor han var fuldstændig døv, tilsyneladende uhindret kunne fortsætte sit kompositionsarbejde. Ganske vist mærker man efterhånden, at en vis glemsomhed med hensyn til menneskestemmens muligheder gør hans vokalkompositioner stadig vanskeligere at udføre, men i instrumentalmusikken mærkes ingen afsvækkelse af det kunstneriske udsagn. Tværtimod er det, som om døvheden gør det muligt for ham yderligere at fordybe sig i musikkens udtryksmuligheder og arbejde med ofte vidtgående eksperimenter i den musikalske form. Endnu ved sin død var han som komponist i stadig udvikling. En lang række af musikhistoriens største mesterværker er således aldrig blevet hørt af komponisten, en skæbne han i øvrigt delte med flere andre komponister, f.eks. den tjekkiske nationalkomponist Bedrich Smetana (1824-84) og franskmanden Gabriel Fauré (1845-1924), der også begge blev døve.

Fra ”Politikens introduktion til Klassisk musik”

April 2004