Alexander Borodin - komponist
Borodin (1833-1887) tilhørte den såkaldte nyrussiske skole, som trådte frem i 1860’erne. Dens vigtigste repræsentanter var foruden Borodin: Balakirev, Cui, Mussorgsky og Rimsky-Korsakov. De havde alle en udpræget national indstilling til musik og reagerede mod den stærke vesteuropæiske indflydelse, som på det tidspunkt gjorde sig gældende i russisk musik (først og fremmest Tjajkovskij og Rubinstein). Borodin var kemiker og militærlæge af profession og blev senere medicinsk professor, Kejserlig Statsråd m.m. Hele sin fritid viede han imidlertid til musikken. Af hans begrænsede produktion er operaen ”Fyrst Igor” (med de populære Polovetzerdanse), symfoni nr. 2 og strygekvartet nr. 2 de mest spillede.
Oktober 2010