Christina Bjørkøe (f. 1970) begyndte at spille klaver som femårig hos sin mor. I 1978 blev hun elev af Therese Koppel, som underviste hende indtil 1990, hvorefter fulgte studier hos Seymour Lipkin på Juilliard School i New York og hos Anne Øland på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvorfra hun debuterede som solist i 1997.
Christina Bjørkøe vandt i 1987 og 1990 førstepræmie i Steinway-konkurrencen. Hun optrådte som solist med orkester første gang som 16-årig og har siden optrådt som solist og kammermusiker rundt omkring i Danmark, bl.a. i Tivolis store Beethoven- og Chopin- og Schubertserier, samt i Sverige, Tyskland, Tjekkiet, Frankrig og USA. I 1995 repræsenterede hun som finalist Danmark ved Nordisk Solistkonkurrence i Reykjavik.
Christina Bjørkøe har været solist med de fleste danske symfoniorkestre samt Malmö Symfoniorkester og Iceland Philharmonic Orchestra, og i april 2002 var hun solist med DR Radiosymfoniorkestret. I efteråret 2003 gav Christina Bjørkøe recitals i Kroatien, Spanien, Tyskland og Sydamerika. Hun er blevet tildelt adskillige priser og legater, bl.a. Victor Borges Legat i september 1994, Carl Nielsens Rejselegat i juni 1995, Bikubens Kammermusikpris i august 1995, Aennchen og Eigil Harbys Fond i oktober 1995 samt Gladsaxe Musikpris i februar 2000. Christina Bjørkøe er ansat som docent ved Det Fynske Musikkonservatorium.
November 2006