Frederick Delius  - komponist

Frederick Delius (1862-1934), (oprindeligt Fritz Theodor Albert Delius) blev født i England af indvandrede tyske forældre.  Faderen, som var en driftig og velhavende uldfabrikant, ønskede sønnen skulle gå i hans fodspor og sendte den unge Fritz til Florida for at bestyre en plantage. Det var ingen succes. Til gengæld blev han grebet af musikken og modtog sin første musikundervisning her. Trods familiens modstand fik han lov til at studere ved Konservatoriet i Leipzig, hvor han bl.a. mødte Grieg, som opmuntrede ham til at fortsætte sine kompositionsstudier. Delius plejede et tæt venskab med Grieg indtil dennes død i 1907 og fik gennem ham vakt interessen for skandinavisk musik og kunst.

Delius flyttede senere til Frankrig, hvor han resten af livet boede i en lille landsby syd for Paris med sin kone, som var kunstmaler. 6 operaer – bl.a. ”Fennymore and Gerda” bygget over I.P.Jacobsens roman ”Niels Lyhne” – store kor og -orkesterværker og kammermusik blev komponeret her og ikke mindst en række korte, pastorale stemningsstykker for orkester, som viser Delius’ fine klangsans i et senromantisk tonesprog med et anstrøg af Debussys impressionisme. Delius slog sent igennem i sit fødeland, først og fremmest takket være dirigenten Thomas Beechams indsats.

Sine sidste år tilbragte Delius -  blind og delvis lam – i sit hus i Frankrig, hvor en ung musiker, Eric Fenby, møjsommeligt nedskrev Delius’ musik efter diktat.

 

Oktober 2014