Ditte Højgaard Andersen, 

sopran, blev uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 2000 efter studier hos docent Margrethe Enevold. Hun blev i 2001 optaget på Operaakademiet ved Det Kgl. Teater med docent Susanna Eken som lærer. I løbet af studietiden har hun sunget hos gæsteprofessorer som Ian Partridge, Roger Vignoles, Anna Reynolds, Dorothey Irving, Noelle Barker, Ingrid Bjoner og Nichael Eliassen.
Ditte Højgaard Andersen har sideløbende med sine studier optrådt som solist i adskillige oratorier, passioner og messer herhjemme og i udlandet. Hun medvirkede som solist i Mozarts Exultate Jubilate med Århus Symfoniorkester i 2000 og sang Händels Messias i 2001 med Odense Symfoniorkester. I februar 2001 optrådte hun i Concertgebouw i Amsterdam med den internationalt kendte pianist Rudolf Jansen. Senest har Ditte Højgaard Andersen sunget Orffs Carmina Burana med Helsingborgs Symfoniorkester.
På scenen sang hun i 2000 den kvindelige hovedrolle i Gilberts og Sullivans Piraterne fra Pensance på Århus Teater, og i 2001sang hun rollen som Constance i Gladsaxe Teaters opsætning af De Tre Musketerer.
I december 2002 sang Ditte Højgaard Andersen Händels Messias i Canterbury Cathedral med dirigenten Richard Cooke. Denne koncert gentages til påske i Royal Albert Hall i London. I december 2003 skal hun desuden synge Bachs Juleoratorium med Sjællands Symfoniorkester og Lars Ulrik Mortensen.


Februar 2003