Majken Bjerno

Majken Bjerno, Sopran

Majken  Bjerno er født 1963 i Aalborg. Hun er uddannet ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Operaakademiet. Hun debuterede efter endt uddannelse på Det Kongelige Teater i 1989 som Pamina i Tryllefløjten. Hun var ansat som solist sammesteds frem til 1996, hvor hun sang Antonia i Hoffmanns Eventyr, Leonora i Maskarade, Grevinden i Figaros bryllup, Micaëla i Carmen, Mimi i La Bohème, Fiordiligi i Cosi fan tutte og Mikal i Saul og David.

Siden 1997 har Majken Bjerno været tilknyttet operascener i bl.a. Bremen, Lübeck, Augsburg, Linz, Mannheim, Leipzig og Osnabrück med roller såsom Mimi i La Bohème, Alice i Falstaff, Marie i Den solgte brud, titelpartiet i Luisa Miller, Rosalinde i Flagermusen, Liù i Turandot, titelpartiet i Madama Butterfly, Agathe i Jægerbruden, Elisabeth i Tannhäuser og Senta i Den flyvende Hollænder.

Udover de mange operaroller har Majken Bjerno sunget en del koncerter, bl.a. Bachs Matthæuspassion og Johannespassion, Beethovens Symfoni nr.9 og Missa Solemnis, Brahms Ein Deutsches Requiem, Faurés Requiem, Händels Messias, Mozarts Grosse c-moll Messe, Kronings Messe og Requiem, Nielsens Fynsk Forår, Orffs Carmina Burana, Mahlers Symfoni nr.8 (2.sopran), Ib Nørholms Symfoni nr. 6, Bent Lorentzens Genesis, Gades Elverskud, og Zemlinskys Lyrische Symfonie. Herudover har hun medvirket i mange liedkoncerter og har optrådt adskillige gange i Danmarks Radio og TV.

 

December 2015