Antonin Dvorák (1841 – 1904)
Antonin Dvorák kom til verden i en lille landsby ved Moldau, hvor faderen var værtshusholder og havde slagterforretning; familien var stor og økonomien ofte dårlig. Faderen, som var musikalsk og, som det sig hør og bør i det vidunderligt musikalske tjekkiske folk, kunne spille violin og cither ved sammenkomster i landsbyen, opdagede snart Antonins evner og sørgede for, at drengen fik undervisning hos en skolelærer, som havde ord for at kunne spille alle instrumenter. Da Antonin var otte år gammel, kunne han stolt indtage sin plads ved siden af faderen i landsbyens orkester.

Tolv år gammel blev Antonin sendt til en onkel i Zlonitz for at lære tysk. Her var musiklivet langt rigere, og han fik en udmærket lærer i byens rektor og organist Antonin Liehmann. Antonin lærte at spille bratsch, klaver og orgel, og da Liehmann forstod drengens udsædvanlige begavelse, gav han ham også undervisning i harmonilære og generalbas. 
Skønt familien oprindelig havde været meget imod det, blev det nu bestemt, at Antonin skulle studere musik i Prag, og i 1857 blev han indmeldt i hovedstadens orgelskole, det senere konservatorium. Han fik en del støtte hjemmefra; men for at klare sig så nogenlunde måtte han give musikundervisning og også tage tilfældige beskæftigelser. 
I 1859 tog han afsluttende eksamen, men resultatet var ikke særlig godt. Han blev ganske vist nr. 2 af 12 og fik attest for at være en dygtig praktisk musiker, men det blev samtidig fremhævet, at han var ”svag i teori”. Og Dvorák blev aldrig nogen mester i kontrapunkt. Han sagde selv, at han ”lærte af fuglene, blomsterne, træerne, af Gud og af sig selv.” Han havde ikke nogen større kærlighed til de teoretiske studier.
Efter eksamen fik Dvorák stilling som bratschist i det nyoprettede tjekkiske nationalorkester, som Smetana ledede. Han havde da allerede komponeret adskilligt; men både i denne tid og mange år fremover endte det skrevne i kakkelovnen.

Arbejdet i teatret skabte en stærk interesse for opera hos Dvorák, og den første offentlige omtale af ham gælder en komisk opera, som han havde skrevet, og som skulle opføres i 1871. Værket nåede så vidt som til at blive gennemprøvet i hele fire uger på nationalteatret, men så trak Dvorák sin opera tilbage. Årsagen var følgende udtalelse fra Smetana: ”Et alvorligt arbejde, fuldt af geniale indfald, men jeg tror ikke, det bliver opført.”
Sin første store succes fik Dvorák to år efter men den store patriotiske Hymnus for kor og orkester. Den enkle hyldest til det uovervindelige tjekkiske folk gjorde et meget stærkt indtryk. Samme år giftede han sig med sin elev, Anna Cermakova. Han forlod sin stilling i nationalorkestret og fik en socialt mere tilfredsstillende stilling som organist ved St. Adalbertkirken. Han søgte også østrigsk statsstipendium, og de kompositioner, han indsendte, gjorde et sådant indtryk på bedømmelseskomitéen: Hanslick, Herbeck (wieneroperaens chef) og Brahms, at de fra 1874 lod ham få stipendiet flere år i træk.

Dvorák traf den otte år ældre Brahms, og de blev snart meget gode venner. Brahms var en stor beundrer af Dvoráks musik og gik varmt ind for den. Måske var det netop forskellen i deres kunstneriske gemyt, som gjorde forståelsen lettere og beundringen mere intens.

På dette tidspunkt – i midten af 1870-erne – havde Dvorák allerede en lang række kompositioner bag sig: 5-6 strygekvartetter, 3 kvintetter, 5 symfonier, 3-4 operaer og en mængde mindre værker. En del var blevet opført, en del ikke, og en stor del af værkerne ødelagde han også selv. Han havde heller ikke fået nogen stærkt personlig udtryksmåde endnu, men var påvirket af Schubert, Beethoven og delvis også Wagner. Et særligt træk havde dog det meste af hans musik, nemlig en tydelig tjekkisk national karakter. Ganske vist brugte han næsten aldrig egentlige folkeviser i sine kompositioner, men hele hans musikfølelse var i den grad gennemsyret af den nationale egenart, at alt, hvad han skrev, fik præg af det. Gennem værker som Mähriske duetter (som Brahms i 1876 anbefalede til forlæggeren Simrock), 3 slaviske orkesterrapsodier og den første samling Slaviske danse nåede han frem til det musikalske sprog, som blev hans eget.

Dvorák fik efterhånden kontakt med et stadig større publikum. Der kom bestillinger på nye kompositioner, og forlagene formelig sloges om det, han fik færdigt. Han fortæller selv i brev fra denne tid: ”Jeg læser i avisen, at Hellmesbergerkvartetten skal spille et værk, jeg endnu ikke har skrevet. Der er altså ikke andet for mig at gøre end at skrive det.” Et andet sted i samme brev er lige så karakteristisk for Dvorák i disse år: ”Musik har jeg, men ingen titler til stykkerne – Schumann har opbrugt dem for mig!”

Et større værk fra disse år var Stabat Mater, som Dvorák skrev, efter at han i 1876 havde mistet en lille datter. Da det i 1880 blev fremført i Prag, gjorde det et mægtigt indtryk, og ikke mange år efter banede det vej for Dvorák til England, hvor succesen var enorm. Om sit besøg der i 1884 skrev han: ”Jeg må bare kort fortælle, hvor stort koret er her – bliv ikke forskrækket! – 800 sangere og 24 førstevioliner i orkestret! Indtrykket er overvældende! Straks da jeg kom ind på podiet, blev jeg hilst med begejstring af 12.000 tilhørere. Ovationerne voksede, og jeg måtte takke om og om igen. Orkestret og koret applauderede også. Jeg er overbevist om, at en ny og lykkelig tid vil begynde for mig her i England, hvad der forhåbentlig kommer vor tjekkiske kunst til gode.”
Hans popularitet i England voksede jævnt, og han måtte stadig optræde som gæstedirigent (i alt 9 turneer). I 1891 blev han æresdoktor ved universitetet i Cambridge.

Dvorák lærte i disse år at vurdere sit arbejde og stille sine krav. Mens han f. eks. i 1878 nøjedes med 300 mark for de slaviske danse – som Simrock så tjente en formue på – var han en del år efter slet ikke fornøjet, da Simrock bød ham 3000 mark for d-mol symfonien. Han forlangte det dobbelte – og fik det. De voksende honorarer gjorde det også muligt for ham at realisere en af sine drømme: Han fik købt en ejendom på landet, i landsbyen Vysocka i Böhmen, hvor han tilbragte halvdelen af året. I årene omkring 1890 skrev Dvorák flere af sine mest kendte værker, bl.a. Dumky-trioen og Karnevalouverturen. I 1891 tog han til New York som lærer ved National Conservatory, og fra september 1892 til maj 1894 var han i realiteten leder af konservatoriet.

Opholdet i Amerika fik ikke ringe kunstnerisk betydning for Dvorák. Dels kom han her i berøring med en fremmedartet musikalsk udtryksmåde, som tiltalte ham meget, og som satte spor i hans egen musik, dels – og navnlig – blev han sig sit nationale særpræg mere bevidst. Hans kompositioner fra tiden omkring Amerika-opholdet betegner derfor på samme tid noget nyt i hans produktion og noget meget oprindeligt hjemligt.
Under opholdet i Amerika blev Dvoráks mest berømte komposition til, hans symfoni nr. 5, Fra den nye verden, som fik sin urfremførelse i Carnegie Hall i New York.

Mere end to år kunne Dvorák ikke holde ud at være borte fra sit elskede fædreland, og skønt det var meningen, at han skulle vende tilbage til New York i 1897, blev resultatet alligevel, at han blev hjemme.
I sine sidste år blev Dvorák også i sit hjemland æret som en af dets største sønner. Han blev æresdoktor ved Prags universitet og – som den første musiker – medlem af det østrigske overhus. Han havde altid levet et meget lykkeligt familieliv, og da han var usædvanlig sund og rask, kunne man vente, at han skulle blive en meget gammel mand. Han vedblev også ivrigt med at komponere, han passede sine duer og sin have og gik hver aften til værtshuset for at få den pibe tobak, han ikke måtte få hjemme. Den sidste tid måtte han frasige sig en del planlagte rejser, men man mente, at det kun var rent forbigående. Det kom derfor som en stor overraskelse, at han døde ganske pludselig 1. maj 1904, kun 63 år gammel. 

Dvorák var hele sit liv jævn og ligetil. Som han selv skrev, da han blev omsværmet af beundrere: ”jeg bliver ved med at være, hvad jeg er, en jævn böhmisk musiker.” Det var hans største glæde at leve i nær kontakt med naturen, passe sine dyr og planter og få sig en passiar med bønderne i nabolaget. Han havde desuden en mærkelig lidenskab for lokomotiver. Når han boede i en by, måtte han stadig hen til jernbanestationen for at se på lokomotiverne og mærke sig deres nummer. Både det og lokomotivførerens navn skrev han op, og han fulgte stadig med i, hvilke lokomotiver og førere de forskellige hurtigtog havde.

Det jævne og enkle, næsten barnlige træk i Dvoráks karakter møder man også i hans musik. Der er næsten aldrig store lidenskaber, hverken dyb sorg eller fortvivlelse.