Det traditionelle symfoniske udtryk interesserede ikke Poulenc. Det var snarere det diverterende og koncertante, der lå ham på sinde. De i alt fem koncerter han skrev mellem 1927 og 1949 vidner alle herom. De afslører alle de to modsatte aspekter af Poulencs psyke, som en fransk musikkritiker rammende karakteriserede som ”halvt munk, halvt gadedreng”.
I dobbeltkoncerten fra 1932 brillerer Poulenc i de to ydersatser med elegant instrumentation og ”jazzy” effekter – det havde han hørt i Ravels klaverkoncert fra samme år - og sender i mellemsatsen en både rørende og ironisk hilsen til den beundrede Mozart. I slutningen af 1. sats høres tillige tydeligt Poulencs fascination af balinesisk Gamelang-musik, som han havde stiftet bekendtskab med under en stor koloniudstilling i Paris året forinden. Poulenc var helt åben overfor de påvirkninger, som i kompositionsøjeblikket ramte ham. I et samtidigt brev til vennen og dirigenten Igor Markevitch skriver han: ”Vil du vide, hvad der stod på mit klaver i de to måneder jeg komponerede koncerten? Det var såmænd Mozarts klaverkoncerter, Liszts to koncerter og Ravels klaverkoncert [G-dur]….”
April 2013