Stravinskij arbejdede på Symfoni i tre satser i tre år, fra 1942 til 1945, og han dirigerede selv uropførelsen i 1946 med New York Philharmonic Orchestra. Han har givet modstridende oplysninger om, hvorvidt symfonien er programmatisk i sit indhold med baggrund i 2. verdenskrig, men der er næppe tvivl om at krigsomstændighederne har haft en vis indflydelse på musikkens karakter. 1.sats begynder brutalt med hvirvlende skalaer og oktavspring. Klaveret har en ret solistisk rolle og bliver næsten brugt som slagtøj. Der præsenteres flere temaer og rytmiske mønstre, snarere i separate sektioner end i en sammenhængende symfonisk form. Midterdelen er mere rolig, før en kort reprise af indledningen fører til en overraskende stille afslutning. 2.-satsen er rolig, men der er en vedvarende spænding i musikken, som ikke rigtig kan bestemme sig til, om hovedtemaet er i dur eller mol. Klaverets dominerende rolle i 1. sats er her overtaget af harpen. I 3. sats er vi tilbage i den voldsomme virkelighed, nu med både klaver og harpe, som begge deltager i et mærkværdigt fugaforløb med trombonen. Satsen har ind imellem en jazzet karakter, men i slutningen bygges op til noget af det mest voldsomme, Stravinskij har komponeret.