Symfoni nr. 4 blev skrevet i 1877 umiddelbart efter en af de mest dramatiske episoder i Tjajkovskijs liv: et ulykkeligt ægteskab, som kun varede få uger (Tjakovskij var homoseksuel) med efterfølgende dyb depression og selvmordsforsøg. Symfonien er båret af stor lidenskab, hvor voldsomme, skæbnetunge udsagn veksler med mere lyriske afsnit, hvor håb og forsoning forsøger at komme til orde.
Stik imod sin sædvane forsøgte han at forklare symfoniens ”indhold” til sin åndelige og økonomiske mæcen fru von Meck – en rig enke med hvem han udvekslede breve, men aldrig mødte:
Introduktionen – ”skæbnemotivet” - i blæserne er kernen og den bærende tanke, ”den uundgåelige magt, som skuffer vor længsel efter lykken”. Herefter introduceres et melankolsk strygertema, som udtryk for underkastelse og fortvivlelse. Et forsigtigt tema i soloblæserne antyder, at det måske er bedre at vende sig fra virkeligheden og søge ind i drømmen….”men skæbnen vækker os brutalt. Sådan er hele livet: en evig skiften mellem dyster virkelighed og flagrende lykkedrømme…!”
2. sats udtrykker en anden af lidelsens faser: melankolien, mens 3. sats er legende og arabeskagtig med sin hoveddel i pizzicerede strygere og i mellemdelen en række indfald i træblæsere og (militæragtige) messingblæsere – usammenhængende fantasier, som forflygtiger virkeligheden. Om den brusende sidste sats skriver Tjajkovskij: ”Vær glad i andres glæde. Det gør det muligt at leve livet.!”
Også i den efterfølgende 5. og 6. symfoni kredser Tjajkovskij om kampen mellem fortvivlelse og håb. Ved uropførelsen 10. februar 1878 fandt den 4. symfoni ingen større forståelse. I dag hører den til blandt de mest populære og spillede værker i den symfoniske litteratur.
November 2007