Værket blev komponeret i 1806 og tilegnet Beethovens ungdomsven Stephan von Breuning. Men koncerten var egentlig skrevet for datidens ledende violinvirtuos Franz Clement, som var solist ved førstefremførelsen 23. december 1806 i Theater an der Wien.
Koncerten var langt fra færdig, da prøverne blev holdt. Ved fremførelsen måtte Clement derfor spille enkelte partier fra bladet. Solisten fik ros. Han havde spillet ”med kunst og ynde”. Men selve violinkoncerten blev ikke modtaget med større velvilje.
Når koncerten ikke straks greb publikum, kan solistens usikkerhed vel have spillet en vis rolle. Men at få noget helhedsindtryk af værket ved førstefremførelsen var allerede vanskeliggjort ved sleve programopstillingen. I samme koncert var der nemlig puttet et værk af Clement ind, og karakteren af det kan man dømme om, når man hører, at Clement spillede det, idet han vendte bunden i vejret på violinen.
Efter fremførelsen stod der i ”Wiener Zeitung”:
”Musikkendere må ganske vist indrømme, at værket ejer mange skønne partier, men de må også betone, at det savner sammenhæng, og at de uendelige gentagelser af nogle banale steder virker trættende.”
Til sidst rådede kritikeren komponisten, hvis talent han ikke underkendte, til at komponere i stil med septetten og de to første symfonier.
I næsten 40 år var kompositionen glemt, indtil den 13-årige Joseph Joachim under Mendelssohns taktstok spillede den 27. maj 1844. Værket blev da modtaget med begejstring og er siden blevet betragtet som et af de største i violinlitteraturen. Berlioz skrev i 1847 om koncerten:
”Den er vidunderlig i sin melodiske rigdom, sin overraskende harmonik og sin formelle storhed, som understøttes af instrumentationen. Første sats, og især andanten, er af en uforlignelig skønhed…”
I. Allegro ma non troppo.
II. Larghetto.
III. Rondo.
I. sats begynder med et langt orkesterforspil, som giver en oversigt over det tematiske materiale. Det pompøse, marchlignende tema med det bankende motiv i pauken fortsætter i det sangbare hovedtema.
Larghetto-satsen har karakteren af en poetisk vekselsang mellem orkester og soloinstrument. Violinpartiet er mere lyrisk end egentlig virtuost betonet.
Finalen er en Rondo over et melodisk og folkeligt hovedtema.
Fra ”Musikkens verden. Musik fra A-Z”
April 2004