I 1879 fik Dvořák (1841-1904) fra sin tyske forlægger Fritz Simrock en opfordring: ”Kunne De ikke skrive en violinkoncert? Gerne original, fuld af gode melodier og for dygtige violinister? Hvad siger De til det?” Dvořák gik i gang, og samme år traf han tidens største violinist, Joseph Joachim, som forinden havde uropført både Brahms’ og Bruchs violinkoncerter. Dvořák tilegnede Joachim sin koncert og sendte ham sit første udkast til bedømmelse. Joachim foreslog imidlertid så mange ændringer, at Dvořák skrev hele koncerten om: ”Jeg har omarbejdet hele koncerten….ikke én eneste takt har jeg bibeholdt”, skrev han til Simrock.
Først to år senere reagerede Joachim. Også denne gang foreslog han ændringer, forkortelser og ominstrumentering og mente ligeud, at koncerten endnu ikke var moden til offentliggørelse. Efter endnu en omarbejdning gav Joachim endelig koncerten det blå stempel i december 1882 – da havde koncerten været 3½ år undervejs. Men Joachim uropførte den ikke, det gjorde derimod den tjekkiske violinist Ondricek i Prag i oktober 1883. Både her og ved senere opførelser i Wien og London blev koncerten modtaget med begejstring.
Af
ukendte grunde opførte Joachim aldrig koncerten offentligt, selv om han var
aktiv næsten til sin død i 1907. Koncerten bærer – ligesom alle andre værker fra
Dvořáks
hånd – præg
af tjekkisk-bøhmiske folkedanse som bærende element i koncertens temaer. Nok
tydeligst i den sprælske finale, hvor en munter ”Furiant” fører an, kun afbrudt
af et kortere indslag med den mere eftertænksomme ”Dumka”.
Oktober 2014