Mahlers 1. symfoni fra 1888 er ikke blot endnu en stor romantisk symfoni. Faktisk indvarsler den en helt ny måde at tackle symfonigenrens indhold og udtryk på. Selv om Mahler i begyndelsen gav de enkelte satser overskrifter som ”Naturens opvågnen..”, ”For fulde sejl”, ”Sørgemarsch efter et billede af Callot”, ”Fra Helvede til paradis – et dybt såret hjertes pludselige udbrud af fortvivlelse..”, så er der på trods af de ofte store musikalske udladninger ikke tale om programmusik, men om sindsstemninger, som afføder temaer og musikalske sammenhænge. Et gennemgående element i Mahler musik er ”naturen”, men ikke kun opfattet som idyl : ”For mig omfatter naturen alt, både det frygtelige, det majestætiske og det kærligt favnende…… Min musik er altid naturens røst omsat i toner”.
Allerede 1. symfoni rummer alt dette. Fra naturens ”opvågnen” i 1. sats over djærv folkedans og blid ländler-stemning i 2. sats til 3. satsens groteske sørgemarsch til tonerne af ”Mester Jakob” i forvredet form. I 4. sats samles stemningerne under et og sætter de hidtil adskilte kræfter op mod hinanden. Den bredt formede sats munder ud i ekstatiske og livsbekræftende udladninger.
De første opførelser af symfonien vakte forargelse. Man talte om trivialiteter og ophobninger af uhyrlig-heder. Marsch-orkester og (jødisk) folkemusik samt ironi stillet over for tragisk alvor var hidtil uhørte indslag i den etablerede symfonikultur og skabte furore blandt publikum og kritikere.
Mahler arbejdede efter disse principper i alle sine ni symfonier – en tiende forblev ufuldendt. Hertil kom en stor ”symfoni” med vokalindslag: ”Das Lied von der Erde”
Maj 2010