I 1936 vendte Prokofiev (1891-1953) med sin familie tilbage til Sovjetunionen efter af have tilbragt 12 år i eksil i Frankrig og USA. Her havde han skabt sig et navn som avantgardekomponist på linie med bl.a. Stravinskij, men som tiden gik tilstræbte han også et mere enkelt musikalsk udtryk. Selv om han forholdt sig skeptisk over for Sovjetstaten, mente han alligevel, at tiden nu var inde til, at han igen kunne udfolde sig kunstnerisk i sit gamle fædreland. Og Sovjet lokkede med spændende bestillinger på en lang række værker inden for både film, opera, ballet og koncertsal. I denne periode komponerede han sine i dag nok mest populære værker: den melodisk overdådige ballet ”Romeo og Julie”(1936) og 5. symfoni (1944) med dens budskab om håb og ukuelighed i en krigshærget verden. 6. symfoni (1947) derimod blev mørk og grublende, en kommentar til de tab og den sorg krigen havde forårsaget. Denne musik – og det gjaldt også for Sjostakovitj og en række andre sovjet-komponister – fik i 1948 Sovjetstaten til at anklage komponisterne for ”formalisme” og ”antidemokratisk virksomhed”. Ingen turde nu sætte den ellers højt ansete Prokofiev på programmet, hvilket ikke blot gav ham økonomiske problemer, men førte også til en kunstnerisk-eksistentiel krise for den nu sygdomsplagede komponist.
7. symfoni (1952) er et resultat af Prokofievs (og Sovjetstatens) ønske om at skrive en helt enkel musik - ”beregnet til børn”. Prokofiev var dog selv i tvivl om projektet, og det er da også kun i 1. og 3. sats at det lykkes Prokofiev at bibeholde en tone af uskyld. I 2. og 4. sats lyder mere udfarende og aggressive toner. 1. sats indledes med et enkelt, roligt tema. Senere udfoldes et bredt, sangbart tema og som kontrast hertil et lille finurligt tema i blæserne. Musikken bæres frem af en enkel og vemodig lyrik. 2. sats er en vals, som efterhånden skruer sig op til storformat med en turbulent slutning, mens man i den lille mediterende 3. sats er tilbage i det enkle udtryk. I finalen blandes festlige indfald med sarkasme og vrængende humor. Til slut dukker temaer fra 1. sats op igen og genopretter roen, hvorefter satsen stille lukker sig om sig selv.
Uropførelsen fandt sted i oktober 1952 og det var sidste gang Prokofiev viste
sig offentligt. Prokofiev døde d. 5. marts 1953 - samme dag som Stalin. Det
officielle Sovjet ”udsatte” Prokofievs død nogle dage, da ingen andre prominente
Sovjetborgere kunne lægge beslag på denne dag.
Marts 2012