I årene 1929-31 arbejdede Ravel sideløbende med to forskellige klaverkoncerter. Den ene (G-dur) på opfordring af pianistinden Marguerite Long, den anden (”Venstrehåndskoncerten”) på bestilling af pianisten Paul Wittgenstein (1887-1961). Sidstnævnte var ud af en østrigsk, intellektuel velhaverfamilie, som dyrkede musikken intensivt. Pauls broder blev den senere betydelige filosof Ludwig Wittgenstein. Pianisten Paul W. blev såret ved fronten i 1. verdenskrig og mistede sin højre arm, men nægtede at opgive sin pianistkarriere. I stedet opstøvede han alle klaverværker skrevet for venstre hånd, transskriberede andre selv og bestilte kompositioner hos tidens kendte komponister, bl.a. Richard Strauss, Korngold, Prokof’ev, Hindemith, Britten og Ravel.
Wittgenstein var ret konservativ i sin musiksmag og i virkeligheden brød han sig ikke meget om disse nye kompositioner, som han kom med fornærmende udtalelser om, også over for Ravel. Han indrømmede dog senere, at Ravels venstrehåndskoncert – da han først havde lært den hundesvære koncert bedre at kende - var et mesterværk. I et interview sammenlignede Ravel sine to koncerter: ”….Koncerten for venstre hånd er helt anderledes, den er i én sats og med mange jazz-effekter. Stilen er ikke helt enkel. I et værk som dette har det været vigtigt for mig at give indtrykket af, at det er skrevet for begge hænder. Derfor valgte jeg en mere imponerende stil, sådan som man finder det i den traditionelle koncert.”
Ikke desto mindre er det en ofte mørk, grublende musik, Ravel præsenterer i sin venstrehåndskoncert. Selv om koncerten forløber i én lang sats er den opdelt i kontrasterende forløb i både tempo og instrumentation, afbrudt af lange, improvisations-lignende afsnit i klaveret.
Februar 2016