Sjostakovitj
(1906-1975) var
kun 19 år gammel, da han som afgangsopgave på Konservatoriet i Leningrad
forelagde sin 1. symfoni. Det var i 1925. Året efter dirigerede Nicolai Malko
uropførelsen og året efter igen, i 1927, præsenterede Bruno Walter symfonien
i Berlin. Hele den etablerede musikverdens øjne var fra nu af rettet mod det
unge geni fra den nye Sovjetstat.
I tyvernes Sovjet var det endnu muligt for kunstnere at lade sig inspirere af den vest-lige modernisme. Datidens nye tyske og østrigske musik - også den helt nye tolvtone-musik - blev spillet i Leningrad: Schreker, Krenek, Alban Berg og Hindemith. Dertil kom de russiske emigranter Stravinskij og Prokofiev, hvis musik blev flittigt studeret. Der var intet, der på det tidspukt forhindrede en ung sovjetkomponist i at efterligne hvem han havde lyst til. De senere så kvælende ideologiske principper, som i Stalins Sovjet i 1930’erne skulle blive en svøbe for Sjostakovitj, var knap nok opfundet. Sjostakovitjs symfoni er således ikke nogen enkel musik ”for folket” – tværtimod. Tonesproget er udfarende og skiftende, præget af korte perioder med hastige tonearts-og stemningsskift. Musikken udtrykker først og fremmest den unge Sjostakovitj’s energiske mod på livet, men man aner tillige træk, som skulle komme til at præge hans senere værker: ironi og sarkasme parret med tragisk-melankolske undertoner.
Symfonien er i fire satser og bygger delvis på fælles
motivisk materiale.
Juni 2009