Da Richard Strauss (1864-1949) i sensommeren 1949 lå på sit dødsleje, hidkaldte han dirigenten og vennen Wilhelm Furtwängler, for sammen med ham, en sidste gang, at gennemgå og diskutere det partitur, som Strauss satte højst af alle: Wagners ”Tristan og Isolde”. ”I sammenligning med det værk”, mente Strauss, som ellers ikke satte sit lys under en skæppe, ”er jeg jo blot en epigon!” Året forinden havde han afsluttet kompositionen af fire sange til orkesterakkompagnement og i disse høres stadig – 90 år senere - påvirkningen fra det store forbillede: de lange melodiske linier, den fortættede harmonik og det myldrende liv i mellem- og understemmerne. Men modsat Wagners ”ekstase”, er disse ”Vier letzte Lieder” fyldt med en uendelig blid melankoli, som vidner om Strauss’ bevidsthed om sin egen forestående afsked med den jordiske tilværelse.
Teksterne af hhv. Hermann Hesse og Joseph von Eichendorff afspejler en
livs-cyklus, hvor foråret (Der Frühling) er en hymne til ungdommen og skønheden,
mens efterårsmåneden ”September” markerer det uundgåelige forfald, hvor afsked
og død langsomt trænger sig på. I den tredje sang ”Beim Schlafengehen” (Ved
sengetid) skifter fokus fra naturen til det menneskelige univers, hvor søvn og
død forenes til den ultimative frihed. En næsten religiøs stemning hviler over
denne sang, hvor solo-violinens og senere sangerens opadstigende arabesker
repræsenterer den frigjorte sjæl. En følelse af dyb ro gennemstrømmer den
sidste sang ” Im Abendrot” (I aftenrøden) til tekst af 1800-tals digteren
Eichendorff. Hen imod slutningen citerer Strauss diskret hovedtemaet fra sit
ungdomsværk ”Tod und Verklärung” (horn og engelskhorn), som symboliserer åndens
sejr over døden, mens fløjterne imiterer to lærker som frie sjæle, der løfter
sig mod himlen…..