Danmarks største tonekunstner
En tonekunstner, som i sit væsen rummer alt det, der er karakteristisk for det danske folk og for den danske natur.
Carl Nielsens liv er historien om bondedrengen fra den lille fynske landsby, der blev Danmarks største komponist, fordi han i sit væsen ligesom rummede alt det, der er karakteristisk for det danske folk og den danske natur: På den ene side nordisk stejlhed forbundet med en mærkelig ”arktisk” eller ”kosmisk” kulde, på den anden dansk blidhed og lyrisme – på den ene side forbundethed med den europæiske tradition, på den anden skandinavisk ”splendid isolation”, kontaktfornemmelse med stammefrænderne mod nord og øst – på den ene side mysticisme, på den anden humor, men aldrig den romanske klarhed i dispositionen, ikke de romanske skønne kurver eller den romanske knivskarpe realisme … om hans længsel efter at nå et mål, og om et liv i strengt arbejde, i stadig indre fordybelse, altid målbevidst fremad.
Carl Nielsen kom til verden som det syvende barn af 12 søskende. Forældrene levede i trange kår. Faderen, Niels Jørgensen, var maler og landsbyspillemand, som spillede til bryllupper og andre fester.
I sin bog ”Min fynske Barndom” skildrer Carl Nielsen med enkel fortællerglæde, der lader poesien træde frem af selve det skildrede, sit liv og sine erfaringer som fattig bondedreng.
Engang lå den lille Carl til sengs med mæslinger, og moderen gav ham da en barneviolin at øve sig på. Han forsøgte at spille de melodier, hun sang til sit arbejde, og da faderen kom hjem, havde han virkelig fået lært et par stykker, som han foredrog med stolthed. – ”Han sagde ikke et eneste Ord, da jeg havde spillet dem for ham, men han tog Violinen, stemte den og rakte mig den igen.”
Hans fader tog sig derefter sammen med en skolelærer af hans spil og lod ofte drengen spille sammen med sig til dans. På denne tid lavede han nogle enkle melodier, bl.a. en polka, som hans fader imidlertid kritiserede hårdt på grund af den unge komponists forkærlighed for synkoper. Som røgterdreng måtte han hjælpe med til familiens underhold og lærte tidlig at elske naturen, et træk, som blev af afgørende betydning for ham som skabende musiker.
14 år gammel blev Carl Nielsen antaget som det yngste medlem af militærmusikken i Odense efter først en måneds tid at have øvet sig på trompeten, som var et fuldstændigt nyt instrument for ham. I Odense lærte han at spille klaver og gjorde samtidig sine første alvorlige kompositionsforsøg.
En række interesserede personer, som havde tro på den unge musiker, hjalp ham til at rejse til København for at studere musik. I maj 1883 blev han elev ved Københavns musikkonservatorium, hvor han var elev i tre år. Hans lærere i denne tid var Niels W. Gade, Valdemar Tofte i violinspil og Orla Rosenhoff i teori.
I 1888 trådte Carl Nielsen for første gang offentligt frem som komponist ved en koncert i Tivoli med sit opus 1, den nu så berømte suite for strygere, som blev meget velvilligt modtaget, og som jo med sin lyrisk-romantiske skønhed ikke kunne genere fastslåede skønhedsbegreber i denne Johan Svendsen-begejstrede periode i København. Enkelte af hans andre kompositioner var allerede opført i Privat Kammermusikforening. Efteråret 1889 blev Carl Nielsen violinist i Det Kgl. Kapel. Året efter modtog han det Anckerske legat og foretog rejser til Tyskland, Frankrig og Italien. Under et ophold i Paris stiftede han bekendtskab med billedhuggerinden Anne Marie Brodersen, med hvem han giftede sig 1891 i Firenze. 1894 opførte Johan Svendsen hans første symfoni. Carl Nielsen var nervøs og syntes ikke, at værket var modent nok til at præsenteres for et musikpublikum. ”Tøv!” sagde Johan Svendsen og lagde hele sin uhyre autoritet som dirigent i vægtskålen ved opførelsen. Under en rejse til Tyskland og Østrig i 1895 traf Carl Nielsen sammen med Johannes Brahms og Richard Strauss.
I tiden frem til århundredskiftet befæstede Carl Nielsen sin position som en af de betydeligste nyere danske tonekunstnere. For i højere grad at kunne vie sig til sin kompositoriske gerning tog han i 1905 sin afsked som violinist i Det kgl. Kapel. Han overtog dog i 1908 stillingen som kongelig kapelmester efter Johan Svendsen og på dennes anbefaling, men havde ingen succes som operadirigent, hvorimod han som komponist i århundredets første år berigede den danske operalitteratur med de to pragtfulde værker Saul og David med den næsten händelske gammel testamentlige pragt og Maskarade, den sprudlende Holberg-opera til Vilhelm Andersens tekst. I 1914 forlod han Det kgl. Kapel og blev dirigent for Musikforeningen. Denne stilling beholdt han til 1927, samtidig med, at han var lærer ved musikkonservatoriet, hvor han blev udnævnt til direktør i 1931, kort før sin død. Carl Nielsen modtog komponistgage fra 1926.
Fra 1927 led Carl Nielsen af et alvorligt hjerteonde, som senere angreb ham flere gange. Så sent som den 26. september 1931 overværede han opførelsen af Maskarade i dens nyindstudering under Egisto Tangos ledelse; men et pludseligt hjerteanfald tvang ham til at forlade teatret i al hast. Hans tilstand forværrede sig, og han døde ti dage senere. Han ligger begravet på Vestre kirkegård i København.
I sin lille Carl Nielsen-biografi fra 1931 citerer Hugo Seligmann Goethe: ”Vor fordærvede smag omtåger vore øjne i den grad, at vi næsten har en ny skabelse behov for at vikle os ud af dette mørke”. – Således har Carl Nielsen følt det. For at nå denne nye skabelse måtte han først reagere og så skabe nyt stof. Hans kunst er resultatet af planmæssigt og intenst arbejde, den er ikke født af et isoleret øjebliks stemninger og er derfor fjern fra al udflydende lyrisme. Alt, hvad der kun er klang og farve, alle tonende reproduktioner af øjebliksstemninger, ville han bort fra. Derfor stod den franske impressionisme ham fjernt, selv om han beundrede dens facon at løse orkestrale problemer på. Han var en dybt reflekterende natur og har med brug af klare og jævne lignelser skrevet om flere af musikkens mest centrale problemer. I sin bog ”Levende Musik” giver han i en række fængslende opsatser udtryk for sin mening om, hvad der er ægte musikalsk kunst, og disse få og korte sider tegner et skarpt billede af personligheden Carl Nielsen. Sin mening om musikkens inderste væsen tolker han ved at lade Musikken selv udtrykke sig i ord:
”Jeg er overalt og ingensteds; jeg springer over Bølgen og Skovens Top; jeg sidder i den Vildes Hals og på Negerens Fod og sover i Stenen og det klingende Malm. Ingen kan gribe mig, alle kan fatte mig; jeg lever tifold stærkere end alt levende og dør tifold dybere. Jeg elsker Stilheds store Flade, og det er min højeste Lykke at bryde den. Jeg kender ikke Sorg og Jubel og Glæde og Graad, men jeg kan juble, græde, le og klage paa een Gang og uendeligt.”
På grund af sin musiks stejle egenartethed måtte Carl Nielsen blive en omstridt personlighed; naturligvis stemplede flertallet hans musik som tør og grim, bundfrossen og hjerteløs, mens andre regnede hans kunst for den kraftigste og ejendommeligste i skandinavisk musik overhovedet. Han står i forhold til senromantikerne som den nye tids repræsentant, arbejdets, viljens og realitetens mand. Og dog kan han naturligvis ikke løbe fra sin samtid. For vore dage må han stå som den, der på vore breddegrader fører musikken fra den sene romantiks stadium til et moderne tonesprog, der fandt sin almengyldighed ved at søge tilknytning til folketonen. Han spiller altså en lignende rolle i Norden som Leos Janaced i Czekoslovakiet, Béla Bartók i Ungarn, Albert Roussel i Frankrig og Ralph Vaughan-Williams i England. Han er strengt logisk i sin opbygning og hylder klassicismens klare og redelige formprincipper. hans idealer er Bach og Mozart; de har efter hans mening nået yderpunkterne af musikkens udtryksevne, Bach som den, der fastholder det een gang anslåede tematiske stof igennem hele musikstykket (fuga), Mozart i kraft af den endelige uddybning og fuldendelse af den stil, hvor kontrastvirkninger og vekslende stemninger finder udtryk. – ”Flere muligheder gives i grunden ikke i flerstemmig musik”, har Carl Nielsen engang sagt i en privat samtale.
Når Carl Nielsens musik trods denne klarhed i formen ikke er let tilgængelig ved det første møde, skyldes det ikke mindst tonaliteten i hans tonesprog. På sin vej fra romantikken til ”modernismen”, d.v.s. på vejen fra den første til den sjette symfoni, kastede han aldrig dur-mol eller den dermed sammenhængende tonale kadence overbord. Men han udvidede og frigjorde tonalitetsfornemmelsen ved at indlemme en særlig melodisk fornemmelse i sin musik, der stammer fra kirketonearterne. Navnlig er pentatonikken, ”femtoneskalaen”, som er typisk for den primitive musik og endnu blomstrer i den gregorianske sang, et ofte forekommende melodisk fænomen hos ham. Men ofte er hans melodi fri for alle bånd, lunefuld og tilsyneladende regelløs, springende, fabulerende og stærkt personlig.
Den ”alvorlige” side af Carl Nielsens kunst er så egenartet og så stejlt personligt formet, så fri for indrømmelser til publikums smag og for hensynet til succes, at den kræver tid for at kunne vinde det store publikum. En bred menighed er vundet for mesterens symfonier i de senere år, takket være store publikationer, der har gjort hans navn populært, som Torben Meyers og Frede Schandorph Petersens store bog; i England har dr. Robert Simpson fra B.B.C. gjort et stort stykke arbejde både med sin bog ”C. N., symphonist” og rent praktisk ved at sørge for, at symfonierne blev spillet, og endelig – og det er vel, når alt kommer til alt, det vigtigste – har talrige opførelser af symfonierne ved Statsradiofoniens Symfoniorkester dels herhjemme, dels under orkestrets vidtstrakte turneer i udlandet bevirket, at større kredse har fået ørerne op for de vældige åndelige værdier, dette musikstof rummer; men samtidig nåede Carl Nielsen på en anden måde ud i de videste kredse af folket med musik, som i bedste forstand er blevet hvermands eje. Det var med sangene, specielt de ”folkelige”. I forordet til ”En snes danske viser”, som han udgav i fællesskab med Thomas Laub, citeres af fortalen til J. A. P. Schultz’ ”Lieder im Volkston” (Berlin 1782):
”I alle disse Viser har jeg bestræbt mig for at synge mere paa folkelig Maade end i egentlig Kunstform, saadan at ogsaa Lægfolk kan tage Del i dem og huske dem. Derfor har jeg, blandt vore bedste Digte, kun valgt dem, der særlig egner sig for en saadan folkelig Sang, og i Melodierne har jeg gjort mig Umage for at naa den største Simpelhed af det tilsyneladende velkendte; i dette Præg ligger Hemmeligheden ved den folkelige Visetone. At gøre vore Digte almenkendte er jo Visekomponistens Hovedformaal, om han da vil blive sin rette Opgave tro.”
At han nåede dette mål fuldt ud, erfarede han ved, at ikke få af sangene blev folkeeje, allerede mens komponisten levede.
Fra ”Musikkens verden. Musik fra A-Z”
April 2004