Ernest Chausson (komponist, 1855-1899)

voksede op i et velhavende, borgerligt hjem i Paris, hvor en privatlærer blev betroet uddannelsen af den begavede og følsomme dreng. Han viste hurtigt talent for litteratur, tegning og musik og blev allerede som ung indført i de intellektuelle Pariser-saloner. Han var en seriøs og eftertænksom ung mand med hang til melankoli. Selv om hans kunstneriske talenter var åbenlyse, tog han i første omgang en høj juridisk uddannelse, men blev hurtigt herefter elev af komponisten Cesar Franck. 

I 1879 blev han optaget på Pariser-konservatoriet som elev hos operakomponisten Jules Massenet, som betegnede ham som ”en sjælden personlighed og en sand kunstner”. Som andre af tidens unge komponister rejste han til Tyskland for at høre de dengang nye og sensationelle musikdramaer af Wagner. Turen gik til München og i 1882 til Bayreuth, hvor han sammen med vennen Debussy overværede uropførelsen af Wagners sidste opera ”Parsifal”. For begge var mødet med denne musik med dens dristige harmonik og egenartede instrumentation og udtryk af afgørende betydning. Begge måtte nærmest bruge resten af deres liv på at rive sig løs fra denne altoverskyggende påvirkning og Chausson erkendte, at en ”af-Wagnerisering” var nødvendig, hvis han skulle føle sig som fransk komponist med et personligt tonesprog. 

Chausson regnes i dag for en slags overgangsfigur mellem romantikken og den nye stil, som især hos Debussy senere skulle udmønte sig som ”impressionisme”.

November 2007