|
(1919-2002) indtager en særstilling indenfor efterkrigstidens danske musikliv ved sin stædige afvisning af sin samtids modernistiske musik. Forståelighed, klarhed og melodiøsitet var Wellejus’ idealer, og han gjorde stor personlig modstand mod alt det nye som dodekafoni (tolvtonemusik), serialitet og fluxus. ”Musikkens anti-avantgardist” er han blevet kaldt. Sideløbende med sine private musikstudier hos Svend Erik Tarp uddannede han sig i øvrigt til jurist.
Februar 2007