En ambitiøs koncert på randen af virkelig vellykkethed.

Indledningsstykket til Amatørsymfonikernes koncert i Mørdrup kirke var Matti Borgs nattefantasi “Night Song” over en simpel nordisk klingende melodi i stadig nye, men dæmpede belysninger. Et smukt værk, uden bekymring om stil og forbilleder. Men fremførelsen kan først blive fuldstændig smuk, hvis nogle for højt intonerede trompetreplikker kommer ind på plads, for så vil det hele klinge.

Dagens solistkoncert var Elgars cellokoncert. Cellisten Julie Tandrup Kock viste straks fra første ansats, at hendes spil har formatet til de store solistopgaver. Tonedannelsen er mægtig, spillet myndigt og sikkert med en ufejlbarlig intonation, og sansen for sammenhæng overbeviser fuldstændigt. Når en frase lander, er det ikke lige før eller lige efter, men NU. Allerede oplægget til første orkestertutti var en gestus af triumf. Hermed er det selvfølgelig på forhånd sagt, at kun et førsteklasses professionelt orkester ville kunne give et akkompagnement på solistens niveau. Men det er både godt og rigtigt, at et dygtigt amatørorkester har mod til at gøre det umulige og derefter gør det næsten udmærket. Det flytter grænserne for det mulige.

En stor del af æren tilkommer dirigenten Erik Jakobsson, hvis førelse af de dristige tempoudsving ikke overlod noget til tilfældet. Den omhyggelige forberedelse, man dermed mærker, har været forudsætningen for en opførelse, hvor intet gik galt; afstanden til en helt udmærket opførelse lå i, at man undertiden mærkede anstrengelsen, den lille anspændte ufrihed, og i de i øvrigt velklingende horn nervøsiteten. For replikkerne er korte og flytter sig hurtigt hen over grupperne.

Dagens symfoni var Brahms’ fjerde. Den rolige førstesats blev spillet endda særlig roligt og heldigvis uden de skævvridende ritardandi, vi for ikke længe siden hørte ved en torsdagskoncert. Denne førstesats’ slutning, hvor tætføringen af temaet lyder som problemer, der tårner sig op, havde storslået tragisk udtryk, og det gjaldt også finalesatsens afsluttende hurtigløb hen mod det uundgåelige – igen uden utidigt ritardando! Fremførelsen af den langsomme sats imponerede ved den smuktklingende realisering af den meget ambitiøse sidste variation, der er ottestemmig. Scherzoen blev spillet karakterfuldt råt – rart at se orkestret helt uden ængstelse, og sikkert i god overensstemmelse med Brahms’ hensigt. Og selvom orkestret skal have en lille anmærkning for et par koncentrationssvigt i finalen, stod den store passacaglia som en flot klingende helhed.

Ulrik Skouenborg

Af | 2017-04-26T10:11:01+02:00 26/04/2017|