Balakirev.jpg

 

Milij Balakirev, komponist  (1837 – 1910)


Milij Balakirev var en vigtig skikkelse i russisk musikliv i det 19. årh., men hans berømmelse skyldes snarere hans indflydelse på jævnaldrende komponister end hans egen musik. Balakirevs musik nyder dog i dag stigende anerkendelse som både original og væsentlig. 

I St. Petersborg blev hans tidligt en anset pianist og pædagog. Her lykkedes det ham tillige at samle fire begejstrede amatørkomponister omkring sig. Han underviste og styrede dem med hård hånd med sit iltre temperament. Det var søofficeren Rimskij-Korsakov, lægen og biokemikeren Borodin, ministerialembedsmanden Musorgskij og endelig Cui, der var general i ingeniørtropperne. Sammen med Balakirev kom de til at udgøre gruppen ”De 5”. Og alle blev siden hen betydningsfulde komponister. Deres program var centreret omkring russisk nationalisme med Glinka som forbillede, på de frie folkemusikinspirerede former, herunder orientalsk musik, samt operaen. 

Af samtidige komponister beundrede man især Berlioz og Chopin. Balakirevs mest markante værker er klart inspireret af russisk og orientalsk folkemusik som i f.eks. den orientalske fantasi ”Islamey” og det symfoniske digt ”Tamara”. Hertil kom to symfonier og to klaverkoncerter. Balakirevs beherskelse af både form, karakteristik og instrumentation høres allerede i scenemusikken – herunder ouverturen – til Shakespeares drama ”King Lear”. Han komponerede den i 1859 - kun 22 år gammel!

Februar 2008