er næsten hvad man kan kalde en eet-værks-komponist – men også kun næsten. Han har skrevet andet end HANS OG GRETHE, men uden denne herlige opera ville hans navn imidlertid – så svært det er at udtale – nok være ukendt for de fleste.
Humperdinck blev født nær Bonn i 1854. Allerede da han var 14 år gammel havde han komponeret et par operaer, men hans far ville have at han skulle være arkitekt, men det studie forlod han heldigvis og fik en musikuddannelse.
Allerede mens han gik på konservatoriet tilsluttede han sig Wagner-klubben "Gralsordenen" som så mange andre unge mennesker i sin generation drevet af beundring for den store tyske komponist.
Han opsøgte Richard Wagner i Italien, hvor komponisten arbejdede på Parcifal. Wagner morede sig ved synet af Humperdincks medlemskort til "Gralsordenen." Han inviterede den unge mand til Bayreuth og satte ham der i gang med at afskrive originalpartituret til sin nye opera. "Eleverne begyndt også med at blande farverne til de gamle mestre i malerkunsten!" sagde han med sin kendte sans for at få sine medmennesker til at arbejde (gratis) for sig.
Men Humperdinck lærte meget af at nærlæse den store mesters musik, og senere udvidede deres samarbejde sig helt derud, at Humperdinck fik lov til at skrive og tilføje nogle takter til mellemaktsmusikken, fordi den ikke var lang nok til at dække omstillingen på scenen. Denne tilføjelse er dog senere blevet strøget i takt med at sceneteknikken er blevet hurtigere og mere effektiv.
Engelbert Humperdinck bevarede et godt forhold til Richard Wagner og hans familie lige til komponistens død. I årene derefter fungerede Humperdinck som "privat musiker" for industrimagnaten Alfred Krupp, han underviste på konservatoriet i Barcelona og senere i Køln, han var musikanmelder i Mainz og han underviste Cosima Wagners søn Siegfried i musik.
Sjovt nok var den unge Siegfried lissom Humperdinck selv begyndt på et arkitektstudie, men Humperdinck overtalte ham til at afbryde det og koncentrere sig om sin musikalske karriere.
Fra januar 1890 til 96 var Engelbert Humperdinck professor ved konservatoriet i Frankfurt samtidig med at han var musikanmelder ved Frankfurter Zeitung.
Hvornår fik manden tid til at sætte nodepennen til papiret, kunne man spørge med rette. Alligevel blev det til en række sange og værker for kor og solister.
I foråret 1890 sendte Engelbert Humperdincks gifte søster Adelheid Wette ham fire små digte for børn og bønfaldt sin bror: "Hjælp, kære bror. Skriv noget rigtig smukt og jævnt. Det er mit allerbedste lille værk. Det skal være for to stemmer, men ikke for højt!"
Det blev begyndelsen til HANS OG GRETHE. Engelbert Humperdinck sendte sangene tilbage allerede med næste post og kaldte de små duetter: "Indvielse af et barnekammer. Et festspil af Adelheid Wette med musik af onkel Ebebe - det var Humperdincks kælenavn i familien – hvorpå komponisten glemte alt om sagen.
Senere da han søgte efter et emne til en komisk opera, bl.a. hjulpet af sin gode veninde Cosima Wagner, var der en der foreslog ham at skrive et "Sang-spiel" med talt dialog over Grimms eventyr om de to søskende.
Engelbert Humperdinck var på den tid hemmelig forlovet med sin nabos datter Hedwig Taxer, og hun støttede idéen og hjalp ham sammen med komponistens far, søster og svoger. Humperdinck kaldt spøgende resultatet for "Familieforbandelsen."
Syngespillet blev førsteopført som en slags dukketeater i Wetternes hjem i Køln, og alle var tilfredse undtagen komponisten selv. Han skrev hjem til sin familie: "Det er vel nok nemt at få en idé for så at overlade realiseringen af den til andre!"
Ved juletid 1890 blev han formelt forlovet med Hedwig, og året efter fortalte han i et af sine breve til hende, at han undertiden var fristet til at udarbejde HANS OG GRETHE til en egentlig opera, hvis hans tid ellers var til det. Hun svarede prompte: "Gør det endelig, min kære – også selv om det yderligere vil udskyde tiden for vores bryllup – den har elleres varet længe!" Stakkels pige!
Da de omsider blev gift i 1892 – og fik en søn året efter – var Engelbert Humperdinck næsten færdig med HANS OG GRETHE. Han sendte partituret til hofteatret i Weimar, hvor den gamle Eduard Lassen var chefdirigent.
Heldigvis var hans unge, energiske assistent den 29-årige Richard Strauss, som roste operaen i høje vendinger: "Alt er så originalt og så nyt – og så ægte tysk!" Og så tilføjede Strauss: "Jeg beder Dem indtrængende om at De insisterer på at jeg skal dirigere den. Den gamle Lassen må ikke få fingre i den. Den Hänsel er en djævelsk vanskelig sag!"
HANS OG GRETHE havde premiere i Weimar d. 29. december 1893 – men ikke uden forhindringer. Sangere og musikere var influencaramte og ouverturen kunne ikke opføres, da orkesterstemmerne var forsinket i posten.
Men successen var hjemme. Inden et år efter havde HANS OG GRETHE været opført mere en 50 gange over hele verden, men først i 1963 fik den sin danske førsteopførelse på Det kgl. Teater.
December 2002