|
|
Sergej Rachmaninov (1873-1943) blev tidligt berømt som klavervirtuos og som komponist af senromantiske og elegante orkester- og klaverværker, som stilistisk tager udgangspunkt i Tjajkovskij-traditionen. Modernisterne i hans samtid – bl.a. Stravinskij - så på ham med skepsis og talte om ”den unge komponist, som med ét blev meget gammel”.
De seneste årtier har imidlertid slået Rachmaninovs navn fast som en af det 20. århundredes store komponister, som trods sine senromantiske rødder også rummer flere modernistiske træk. Allerede som 17-årig slog han igennem med sit klaverpræludium i cis-mol. Men da hans 1. symfoni i 1897 fik en katastrofal opførelse i St. Petersborg var fiaskoen så stor, at han de næste tre år ikke magtede at komponere en tone. Oplevelsen udmøntede sig i en depression samt alkoholproblemer. En fransk læge, som eksperimenterede med hypnose, hjalp ham over problemerne og opmuntrede ham desuden til at skrive endnu en klaverkoncert som afløser for den noget anonyme nr. 1 fra 1891.
Rachmaninov fik efterhånden lysten og inspirationen til at komponere tilbage og den nye koncert stod færdig i 1901 og blev uropført november samme år i Moskva med komponisten selv som solist. Det blev en triumf og Rachmaninovs 2. klaver-koncert regnes stadig for hans populæreste værk.
I december 1917 måtte Rachmaninov sammen med sin kone og to døtre flygte fra den russiske revolution. Via Stockholm kom de nytårsdag 1918 til København, hvor de blev installeret i en villa i Charlottenlund. Rachmaninov havde nu tid til at øve og komponere – og give koncerter i Danmark og det øvrige Skandinavien. I de 10 måneder Danmarksopholdet varede, opførte han sin 2. klaverkoncert hele 3 gange i København – to gange med Det kgl. Kapel og én gang i Tivoli. Publikum var entusiastisk, orkestret gav touche og Politikens anmelder overgav sig også og skrev bl.a. :”….
Selve
koncerten er et pragtfuldt stykke musik, fastformet, idérigt og stemningsfuldt,
helt igennem følt -
netop saa vidt favnende, saa dybt følen-de, og samtidig saa fint tænkt og
saa klogt sagt, at man som i én sum har den karakteristiske, højtdannende Russer
: en dybt oprindelig, barnlig, vemodig sjæl, klædt i en verdensmands
overkultiverede form…”
Juni 2014