Københavns Bachkor

Københavns Bachkor har det erklærede formål at gøre det københavnske koncertpublikum bekendt med J. S. Bachs vokalmusik - i særdeleshed hans kantater for soli, kor og orkester.

Koret har, siden det blev dannet i 1972, opført omkring 30 af kantaterne, motetter samt de større værker Johannespassionen (1989), Juleoratoriet (1990), Messe i h-mol (1992) og de fire Missae Brevis (1998). Endelig har koret stået for den danske førsteopførelse af Markuspassionen i forbindelse med Bach-jubilæet i 1985.

Trods korets navn rækker repertoiret videre end Bach. I 1991 medvirkede koret ved Grønnegårdsteatrets opførelse af Dorrit Willumsens skuespil "Margrethe den 1." i Christiansborg Ridehus og året efter i teatergruppen Cantabiles 2's opførelse af Dantes "Helvede" i Aldershvile Slotspark i Bagsværd. Senest har korets sangere medvirket i Dickens' "Et juleeventyr" i Glassalen i Tivoli og leveret underlægningsmusik til filmprojektet "Brainstorm" (1985). Endelig lagde Københavns Bachkor stemmer til komponisten Fuzzys musik til TV-serien "Bryggeren".

Københavns Bachkor, som i dag består af 35 medlemmer, har ofte arbejdet sammen med andre kor, blandt andre Fricktaler kammerchor fra Schweiz, Chalmerskören fra Göteborg og senest Det danske Kammerkor.

Ud over at tegne sig for en flittig rejseaktivitet i Danmark har koret arrangeret adskillige udlandsturnéer, hvor rejsemålene har været Norge, Sverige, Schweiz, Portugal, Italien og Frankrig. Turnéen i anledning af korets 25 års jubilæum i 1997 gik til Tjekkiet og Tyskland - i særdeleshed til Thomaskirken i Leipzig, hvor Bach virkede som kantor, og hvor han komponerede hovedparten af sine kantater.

Korets første dirigent og medstifter var Frans Rasmussen. Siden har koret samarbejdet med blandt andre Michael Schønwandt, Richard Cooke (London), Jørgen Fuglebæk, Jørgen Berg og Poul Emborg. Sidstnævnte ledede koret i årene 1985-1996. Koret ledes nu af Ole Faurschou, som er dirigentstuderende ved Det kgl danske Musikkonservatorium.

November 1998.

Summary in English

Københavns Bachkor (Copenhagen Bach Choir) has the intention to make especially the Copenhagen audience familiar with the vocal music of J. S. Bach.

In spite of the name the choir has quite a large repertoire of different music. The choir was founded in 1972 and has 35 members. The present conductor is Ole Faurschou.