Dvorak havde lagt alle sine 9 symfonier bag sig, da han i 1896/97 komponerede sine fem symfoniske digtninge. Denne genre, som i fri form kunne skildre et ikke-musikalsk forløb eller et program, var blevet introduceret af Franz Liszt og videreført af især den unge Richard Strauss. Det var med en vis undren – og i mere musikalsk konservative kredse med en vis forargelse – at man oplevede, at symfonikeren Dvorak nu også kastede sig over tonedigtninge. Det var den tjekkiske digter Karel Erbens samling af ofte barske folkeeventyr ”Kytice” fra 1853, som inspirerede Dvorak.
”Middagsheksen” er historien om det uartige barn, som trætter sin moder med gråd og plageri. Til sidst truer moderen med at påkalde Middagsheksen. Denne kommer og kræver barnet udleveret. Moderen knuger barnet ind til sig og da kirkeklokken lyder, må heksen forsvinde. Faderen vender intetanende tilbage fra marken og finder chokeret den besvimede mor med sit døde barn i favnen.
Ved nærmere eftersyn afslører tonedigtets frie og fortællende form at dække over
noget, der kan minde om en fire-satset symfonisk form: Allegretto: Efter en
idyllisk indledning introduceres det uartige barn (obo+blæsere) og den
irettesættende moder (strygere) Andante sostenuto: Middagsheksen kommer
(snigende motiv i dæmpede strygere) og kræver barnet. Allegro: Heksens truende
dans Allegretto: Kirkeklokker, heksen forsvinder og faderen (marsch i folketone)
vender hjem og finder resultatet af den skæbnesvangre trussel.
Marts 2011